Solkysten
Læs Solkysten
AAEstates
Bolig-udland
BoConcept Mijas
Valderrama Masters
SOLKYSTEN - Marts 2015
Smølfebyen bryder med alle vaneforestillinger om en andalusisk landsby.
Smølfebyen bryder med alle vaneforestillinger om en andalusisk landsby.
Den blå smølfeby i de grønne bjerge
Júzcars skæbne ændredes brat, da Sony Pictures brugte byen til en stor PR-kampagne
For ti år siden var Solkysten også på besøg i Júzcar. Artiklen kom til at hedde ”Rondas oversete hjørne”, for dengang var der ikke mange turister som fandt vej til den lille landsby i bjergene. Det var endda sådan en smuk tur gennem Genal-dalens kastanjeskove, langs med den nyfødte Genal-flod som nysgerrigt ledte mellem klipperne efter passagen til havet tusind meter længere nede.
I dag er udflugten lige så smuk, men ingen kan længere hævde at Júzcar er overset, for ifølge borgmesterens opgørelse har der været en kvart million gæster siden skæringsdatoen den 16. juni 2011, hvor byen blev kendt i hele verden.
Lyseblå kommer den til syne mellem de grønne bjerge, et chokerende syn på denne egn, hvor landsbyer kun kunne være hvide, indtil Sony Pictures satte kulør på en af dem for at gøre reklame for smølfefilmen, som samme år indspillede over en halv milliard dollars. En lille del af pengene var øremærket til maling og arbejdskraft, så Júzcar kunne føres tilbage til sit traditionelle udseende, men beboerne glemte hurtigt enhver plan de måtte have haft i den retning.
”Smølfebyen tiltrak investeringer og skabte arbejdspladser. Vi kunne ikke sige nej til den chance, og på et borgermøde besluttede vi med stemmerne 183 mod 33 at lade den blå farve blive siddende,” fortæller borgmester David Fernández.
Alle har respekteret flertallets beslutning - alle bortset fra en enkelt, men da hans hus er byens yderste, har det ikke spoleret oplevelsen. Forresten er selv denne smølfehader faldet ind i miljøet på sin egen måde, for som borgmestersmølfen ironisk siger: ”Han er vores Gargamel!”

Fuld beskæftigelse
Måske er der stadig nogen, som aldrig har hørt om den belgiske tegner Peyos små blå væsener. Smølferne (som på spansk er kommet til at hedde pitufos) bor i en landsby langt ude i skoven i Det Glemte Land, hvor de fører en idyllisk tilværelse, eller kunne have gjort det, hvis det ikke havde været for den onde troldmand Gargamels evige jagt på dem. Hidtil har hans ofre dog haft held til at smølfe sig ud af alle vanskeligheder, som smølferne selv ville sige, fordi de har en vane eller uvane med at bruge ordet smølf i alle sammenhænge.
I resten af verden savner Gargamel ikke ganske sympatisører, for med smølfer er der ingen mellemvej: Man elsker dem eller hader dem. På dette sted er deres popularitet imidlertid nem at forstå. Andalusien trækkes med Europas største arbejdsløshed, men Júzcar har praktisk talt fået fuld beskæftigelse. Siden 2011 er der skabt ti nye firmaer for at udnytte smølfeboomet, som vendte op og ned på livet i en affolkningstruet landsby. Det hjalp at Sony to år senere valgte at markedsføre Smølferne 2 i de samme rammer, og nu venter alle spændt på filmselskabets beslutning om Smølferne 3, der får premiere til sommer.
Smølferne er på en eller anden måde grundlaget for det hele, men mange gæster, som første gang kommer på grund af dem, vender tilbage på grund af noget helt andet.

Spændende naturruter
På denne årstid ligger smølfetemaet relativt stille, men foråret er perfekt til opdagelsesrejser i Det Glemte Lands skov, og det er blevet nemt med seks afmærkede naturruter til steder, der har lige så spændende historier som Peyos. Desuden er de hentet fra det virkelige liv.
Den største overraskelse skjuler sig måske for enden af ruten ved navn Fábrica de Hojalata. Navnet stammer fra en gammel fabrik, som ved indvielsen i 1731 skiltede med en endnu længere og meget pompøs titel over indgangen: Den i Spanien Aldrig Før Sete Kongelige Fabrik til Fremstilling af Blik og Deslige. Dengang havde man i det hele taget ikke set set blik ret mange steder, fremstillingsprocessen var en velbevaret hemmelighed, og overleveringen fortæller at to mestre måtte smugles ud af Tyskland i tønder. De ankom sammen med 30 svende, og inden længe var der 200 arbejdere på dette afsides sted, hvor man fandt tre vigtige bestanddele til produktionen: kalksten, vand og masser af trækul. Det sidste gik hårdt ud over skoven i de tre, fire årtier, fabrikken var aktiv, men den har hævnet sig og skjult de gamle ruiner under et tykt grønt tæppe.
Gangruterne omkring Júzcar er fyldt med anden gammel arkitektur, der udtjente sit formål og fik lov til at synke hen i malerisk forfald. Du støder på syv gamle vandmøller af maurisk oprindelse, skønt de mange gange er blevet fornyet i tidens løb, ligesom husene i den mauriske landsby Moclón, der blev opgivet nogenlunde samtidig med blikfabrikkens oprettelse. På det tidspunkt var det naturligvis en kristen by, men befolkningen var blandet indtil 1570, hvor Felipe II udviste de sidste maurere efter det store oprør i Granadas og Rondas bjerge.
Ingen af de fire afmærkede gangstier stiller for store krav til bentøjet. Júzcars to ”barrancos” (kløfter) er for de eventyrlystne som dyrker ”rapel” (rappelling eller abseiling på engelsk). Med et solidt reb firer man sig ned langs med vandfaldene, der er den store attraktion. Trods navnet siges Sima del Diablo (Djævlens Hul) at være velegnet for nybegyndere, der aldrig har prøvet sporten før.

Svampejægernes paradis
Med foråret kommer svampejægerne også. Højsæsonen er ganske vist efteråret, men det skal nævnes, fordi Júzcar var kendt som svampebyen, før den blev til smølfebyen.
Da Sony Pictures’ reklamebureau for fire år siden besøgte flere små byer på egnen for at præsentere deres projekt og finde frem til den bedste mulighed, var svampene faktisk den udslagsgivende faktor for valget af Júzcar. Som alle smølfefans ved, lever smølfer i udhulede og bekvemt indrettede paddehatte, og selv om Júzcars indbyggere ikke gik til disse yderligheder, så havde byen i det mindste et svampemuseum, der hvert efterår arrangerede nogle yderst velrenomerede svampekurser.
Med 1400 mm nedbør årligt er Genal-dalens skove af kastanje, fyrretræer, egetræer og korkeg den perfekte væksthave for talrige spisesvampe, og dette aktiv har kommunen også fået mulighed for at udnytte bedre efter det store rykind. Den har blandt andet indrettet Andalusiens første offentlige svampejagtreservat på 290 hektarer, hvor svampeplukkerne kan betale for retten til at dyrke deres hobby uden at komme i konflikt med private jordejere.
I disse måneder afvikles nogle kurser om dyrkning og indsamling af trøfler, der om to år forudses at yde et nyt vigtigt bidrag til den lokale økonomi. Jorden i Rondabjergene er egentlig for sur til denne værdifulde afgrøde, men Júzcar har startet et pilotprojekt i Spanien der går ud på at løse problemet med et særligt substrat.
Disse smølfer har sat gang i en masse, og det smitter af på de andre små landsbyer i Alto Genal, som også har fået flere turister.

De små byer
En rundtur til alle byerne på begge sider af flodens øvre dal kræver tid på de smalle og snørklede bjergveje, men man får altid noget med hjem.
Pujerra slår temaet an med sine smukke kastanjelunde, hvor egnens vigtigste afgrøde vokser – den samme som altid står på restauranternes spisekort.
Igualeja byder på et smukt anlæg i byens udkant, hvor Genal-floden fødes.
Parauta er stolt af sit egetræ Valdecilla, der anses for et af verdens ældste. Stammen er tre meter i diameter, og kronen strækker sig 20 meter mod himlen.
Cartajima har arkæologiske minder om både romere, maurere og en middelalderlig herremand, hvis slot blev opslugt af vildnisset.
Alpandeire har netop indviet et museum om bysbarnet Fray Leopoldo, der i 2010 blev saliggjort af paven som sidste trin inden hans helgenkåring.
Farajáns gamle by har charmen ved århundreders ro, der har bundfældet sig i alle kroge, men det samme kan naturligvis siges om alle byerne i Alto Genal.
Meget er gentagelser, men man bliver ikke træt af dem. Fremmede som har opdaget Det Glemte Land plejer at vende tilbage.
Afstemning
****
1 stemmer afgivet
Skrevet af
Per-Ole Dønstrup
Journalist, Solkysten
Når smølfesæsonen for alvor starter senere på året, er der chancer for at træffe hovedpersonerne på gaden.
Når smølfesæsonen for alvor starter senere på året, er der chancer for at træffe hovedpersonerne på gaden.
Smølferne har endda fornyet de ældgamle religiøse valfarter.
Smølferne har endda fornyet de ældgamle religiøse valfarter.
Júzcars indbyggere har kælet for detaljerne.
Júzcars indbyggere har kælet for detaljerne.
Den gamle blikfabrik er helt tilgroet, men overraskende velbevaret efter tre århundreders forladthed. Foto: Patronato de Turismo de la Costa del Sol / Ismael Gómez
Den gamle blikfabrik er helt tilgroet, men overraskende velbevaret efter tre århundreders forladthed. Foto: Patronato de Turismo de la Costa del Sol / Ismael Gómez
Vandfaldene er spektakulære efter en regnperiode. I Sima del Diablo (Djævlens Hul) kan du praktisere rappeling. Foto: Patronato de Turismo de la Costa del Sol / José Hidalgo
Vandfaldene er spektakulære efter en regnperiode. I Sima del Diablo (Djævlens Hul) kan du praktisere rappeling. Foto: Patronato de Turismo de la Costa del Sol / José Hidalgo
Ankomst
Tag landevejen fra San Pedro Alcántara til Ronda. Ved km 11,5 vises der af til Júzcar.
Har du lyst til den lange tur langs med begge flodbredder, så drej af til Pujerra længere nede på vejen.

Turistinformation
Tlf. 952 18 35 67
www.juzcar.es

Logi
Hotel Bandolero er et lille, men godt og internationalt orienteret smølfehotel i Júzcar.
www.hotelbandolero.com

 

Bestil Håndbog
Solkysten club
Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal