Solkysten
Bolig-udland
BoConcept Mijas
AAEstates
Læs Solkysten
SOLKYSTEN - Marts 2011
Dorthe drømmer om Danmark, Daniel vil helst blive her
Søskendepar fortæller om en opvækst på dansk, spansk og andalusisk
Søskendeparret Dorthe og Daniel Rasmussen er 16 og 19 år gamle og har boet i Mijas de sidste ni år. Accenten fra Greve har holdt ved, men til daglig er det mest den andalusiske i hvert fald Daniel gør brug af.
Bror og søster taler dansk sammen, men nogle gange slår de alligevel over i spansk.
”Hvis vi nu skal snakke om nogle af vores venner, der har sagt noget, så siger vi det jo på spansk. I stedet for at oversætte,” siger Dorthe.

”Eller hvis vi skal holde noget hemmeligt for forældrene,” supplerer Daniel.
”Men nu forstår de lidt mere.”
”Ja, desværre. Så sætter vi bare andalusisk accent op på højeste niveau.”
”Det behøver du ikke,” kommer det prompte fra Dorthe.

”Jeg gør ikke, du skal. Dorthe snakker mere spansk. Jeg snakker mere andalusisk,” forklarer Daniel, som lærte accenten gennem de spanske kammerater, mens han prøvede sig frem på det nye sprog som 10-årig.

Spanskkundskaber til børnene
Deres mor, Marianne Rasmussen, som er medejer af Café la Vida i Fuengirola, giver sine børn ret.
”Hvis de taler hurtigt og andalusisk, så er jeg stået af på bagklappen,” siger hun.
Hun kan dog tale spansk, om end ikke helt flydende.

”I dag kan jeg spansk, selvom mine børn vil benægte det,” siger hun med et grin.
Da børnene begyndte i skole, kunne Marianne Rasmussen ikke hjælpe dem med lektierne, da hun ikke kunne sproget, og de fik derfor en spansk hjælpelærer.

”Vi ville have dem i spansk skole, for at de skulle integreres. Og hvis vi vendte tilbage til Danmark, havde de i det mindste fået sproget med,” siger hun.

Svær begyndelse
For Dorthe var begyndelsen i Spanien og mødet med det spanske sprog svær. Hun var syv og Daniel ti år gammel, da de begyndte på den spanske folkeskole Sierra de Mijas. De kom de sidste tre måneder af skoleåret uden at forstå et ord spansk. I sommerferien blev der terpet, for at de kunne følge med på det fremmede sprog, når klokken ringede ind til et nyt skoleår.
Det tog dog tid at blive fortrolig med det spanske sprog.

”Jeg var meget negativ over, at vi skulle flytte til Spanien, jeg ville slet ikke. Så jeg tror, jeg var to år om at lære sproget og få venner,” fortæller Dorthe.
Hun græd hver morgen, før hun skulle i skole.
”Min mor var også helt knust,” fortæller hun.

Svensk afstikker
Men børnene voksede med opgaven og blev på Sierra de Mijas, hvor de var de eneste danske børn.
Dorthe havde dog en enkelt afstikker til den svenske skole. Som 13-årig havde hun lyst til at prøve en skandinavisk skole.
”Det er jo tæt på det danske. Og fordi jeg savner Danmark lidt, så tænkte jeg, det måske mindede lidt om,” husker hun.
En gruppe danske kammerater havde fået Dorthe med på ideen, og hun fik overtalt sin mor til at forsøge sig med det svenske. Det blev dog kun til tre måneder, før Dorthe igen gjorde sin bror selskab på Sierra de Mijas. På den svenske skole snakkede Dorthe mest med de andre danske elever på dansk, men lærerne ville have de talte svensk. De andre danskere begyndte at forlade skolen, og Dorthe fulgte dem. 

Larm og eksamener
Dorthe var dog glad for den større opmærksomhed fra lærerne på den svenske skole. Her var de kun 10–13 elever i klassen, mens de på deres spanske skole er 30–35 elever i hver klasse. Dét og støjniveauet var noget, Dorthe og Daniel lagde mærke til som en stor forskel fra deres danske skole, da de begyndte på Sierra de Mijas.
”De larmer virkelig meget i Spanien!” udbryder Dorthe.
Og så er der eksamenerne. Der er eksamen efter hvert tema eleverne afslutter, så det bliver til mange eksamener spredt ud over hele året.

Det kan være hårdt.
”Rigtig hårdt!” synes Dorthe.
”Det er hårdt. Men man vænner sig til det lidt efter lidt,” siger Daniel.
”Det kan du sagtens sige, det er ikke dig, der studerer,” udbryder Dorthe.
Dorthe går på den sproglige linje i 1.g på Sierra de Mijas og bruger hver dag et par timer på lektierne, og hele dage, hvis det er lige før en eksamen.
”Hvis der er en uge til en eksamen, begynder jeg allerede at studere,” siger hun.
”Kan man begynde så tidligt?!” spørger Daniel.
”Det kan man sagtens!”

Kok i Langtbortistan
Daniel snusede også til gymnasiet, men droppede det efter et år. Han tog et halvt års sabbat, hvor han prøvede kokkeskolerne i området, og fik arbejde på en mexicansk restaurant. Nu går han på kokkeskolen La Rosaleda i Málaga. 
”Folk sagde ’du ligner en kok’, og så tænkte jeg; okay så kan vi lige så godt prøve det,” fortæller han. ”Desuden er det noget, jeg altid kan bruge fremover. Det er jo et arbejde, jeg altid kan bruge, uanset hvor jeg er i verden.”
Han er åben overfor at flytte for at finde arbejde.

”Jeg er ligeglad, hvor det er. Bare jeg har et arbejde, bare jeg har et eller andet at foretage mig. Om jeg så skal flytte til Langtbortistan.”
Alligevel er kysten øverst på listen over, hvor han ønsker, hans fremtidige arbejdsgivere findes.
”Jeg vil helst blive her. Det er her, jeg har mine venner og min omgangskreds. Vi har jo også boet her snart i ni år,” siger han.
Alle Daniels venner er spanske, på nær en enkelt amerikaner. Dorthe har en enkelt dansk veninde, men ellers er det de spanske venner fra skolen, de to går i biografen, shopper eller går på diskotek med.

Nysgerrighed på Danmark trods kulden
Dorthe får sin studentereksamen efter 2.g til sommer næste år. Hvad der skal ske efter gymnasiet, ofrer hun mange tanker.
”Jeg tænker meget over det for tiden. Jeg tænker på måske at studere engelsk her på et universitet i Málaga. Men jeg har også tænkt lidt på at tage til Danmark. Så kan jeg bruge mit spanske på universitetet der.”
Overvejelserne om Danmark har været der længe.

”Altså jeg har mest været til Danmark. Egentlig lige siden…”
”Altid!” bryder Daniel ind.
”Ja. Selvfølgelig føler jeg mig hjemme her på en måde, men så når jeg kommer til Danmark, så er det alligevel - selvom jeg ikke har boet der så meget - mit hjemland. Men alligevel har jeg jo mest været hernede nu. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan det er at bo der. Hvad det er, jeg går glip af.”
”Masser af kulde,” siger Daniel.
Dorthe smiler.
”Men dét, der holder mig tilbage, det er jo familie,” siger hun.

Hjem i nord eller syd
Selvom der var startvanskeligheder, så er Dorthe og Daniel i dag glade for, at de har gået i en spansk skole. 
”I forhold til en engelsk skole, ville jeg hellere gå på spansk. Altså når man bor hernede, kan jeg ikke se, hvad man skal bruge engelsk til, så vil jeg hellere kunne spansk,” siger Dorthe.
Ved siden af den spanske skole har de dog også taget folkeskolens afgangseksamen i dansk. På aftenskole en gang om ugen på sprogskolen Bonanova.

I dag står bror og søster altså med mulighederne for at gå både den spanske og den danske vej. Så er det bare at vælge. For Daniel ser valget ud til at være klart. Spanien er hans hjem nu. Dorthe har stadig noget at udforske, før det står klart, hvor hendes hjem er.

Lotte Rystedt
Dorthe er til studiebøgerne og pilates. Daniel er til det praktiske og taekwondo.
Dorthe er til studiebøgerne og pilates. Daniel er til det praktiske og taekwondo.
Navarrete

Bestil Håndbog
Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal