Solkysten
BoConcept Mijas
Læs Solkysten
AAEstates
Bolig-udland
SOLKYSTEN - Juni 2015
Det 2000-årige teaters sten blev 1000 år senere genbrugt i Alcazaba. Foto: José Hidalgo / Patronato de turismo de Costa del Sol.
Det 2000-årige teaters sten blev 1000 år senere genbrugt i Alcazaba. Foto: José Hidalgo / Patronato de turismo de Costa del Sol.
Her startede historien om Málaga
Det romerske teater og de to araberborge er byens ældste monumenter
I udkanten af Málagas centrum ligger det lille romerske teater foran araberborgen Alcazaba, og på bjerget over Alcazaba ligger den anden araberborg Gibralfaro. Tre historiske monumenter og historien om byen, for dette er dens ældste synlige rester.

Kunne du også kigge ned i undergrunden (og du kan kigge et stykke gennem den lille glaspyramide på strøget Alcazabilla foran teatret) ville du få øje på fønikerne der kom sejlende i det 7. århundrede før vor tidsregning. På dette sted var de allerede tæt på verdens ende hvor det blå Middelhav mødte Atlanterhavets skumle mørke. Málaga var en af fønikernes handelsstationer, men sporene af deres civilisation blev skjult af senere civilisationer, og med tiden blev selv de mægtige romere næsten glemt. Ingen drømmer om at det lille teater engang havde plads til 12.000 tilskuere. Det var kun nogle få af de inderste tilskuerrækker som kom til syne ved et nybyggeri i 1951, og en overgang forsvandt de atter fordi byggeriet fik lov til at fortsætte. Bygningen som åbenbart var vigtigere end det gamle teater var Málaga kommunes kulturhus, der i årtier stod som et trist mindesmærke over francotidens kulturpolitik, indtil huset blev demoleret og teatrets stadig mere sørgelige rester rekonstrueret.

Romernes kolossale konstruktion havde allerede tjent som stenbrud for araberne og maurerne, der invaderede Den Iberiske Halvø i 711. Størsteparten af teatrets materialer blev genbrugt ved byggeriet af Alcazaba.

Alcazaba’ens labyrint
Der har nok ligget en fæstning siden fønikernes tid, men den nuværende borg tog form i 1000-tallet, hvor kalifatet i Córdoba blev opløst i mere end tredive islamiske bystater. Disse såkaldte taifa’er fik travlt med at befæste sig mod naboerne som aldrig var til at stole på. Ingen vidste det bedre end Granadas Kong Badis, som netop havde erobret Málaga og ikke ønskede at historien skulle gentage sig med ham selv som offer. Derfor byggede han denne alcazaba (ordet betyder simpelthen borg) med to solide ringmure, den ene uden om den anden, og inde i labyrintens midte paladset til guvernøren som var hans søn.

Det er nærliggende at sammenligne med en labyrint, fordi du hele tiden bevæger dig rundt om skarpe hjørner og hen over små gårdspladser på jagt efter den eneste korridor som fører frem til målet.

Ubudne gæster havde det ikke nemt. Portåbningerne mellem fæstningens forskellige afsnit er trange slugter med vinkelrette sving, for således var det umuligt for angriberne at tage tilløb med en vædder for at sprænge portene, forklarer Fanny under rundturen. Fanny - Francisca de Carranza Sell - er kommunens arkæolog og ansvarlig for monumentets vedligeholdelse.

Nu er portene forsvundet af sig selv, og tidens tand har gnavet i de gamle mure. Efter at pudset forsvandt er sporene af talløse reparationer kommet til syne. Teatrets hvide blokke veksler med markens kampesten og røde mursten, fordi den smukke kalksten smuldrede, så hullerne løbende måtte fyldes ud med nye materialer. Processen fortsætter den dag i dag.

Teatrets elegante marmorsøjler er derimod uopslidelige - forfinet luksus indkapslet i det blandede murværk.

Rekonstrueret fra bunden
Der er rigtig smukt inde i den gamle Alcazaba, som er forvandlet til et grønt haveanlæg i spanskarabisk stil med stille rindende vand og intim hygge i krogene. På den anden side af centrum vender borgen ud mod det grønne bjerg, og dyrelivet har bredt sig til borgens indre, hvor travle egern og spraglede munkeparakitter sameksisterer i trætoppene.

Men disse haveanlæg har intet at gøre med den historiske virkelighed. Praktisk taget hele Alcazaba er en rekonstruktion, bortset fra de tykke ydermure som kun et jordskælv i ny og næ har rokket ved. Det mest frygtelige fandt sted i 1755, da Lissabon blev ødelagt og stødet forplantede sig helt til Málaga, hvor halvdelen af Alcazabas store tårn sank i grus. Ingen ulejligede sig med at genopføre det, fordi fæstningen på det tidspunkt havde mistet sin militære værdi.

Borgens indre blev okkuperet af de fattige. Besætterne rykkede ind og brugte murbrokkerne til at konstruere huse der lænede sig op ad ydermurene. Indtil 1930’erne var Alcazaba simpelthen et andet boligkvarter i Málaga.

”Tingene blev ødelagt eller rodet sammen, og bagefter var det umuligt at vide hvor de hørte til. Nogle få originale rester overlevede bag ved nye skillevægge, og nede i jorden ligger der uden tvivl meget andet og venter på at blive udgravet af mig eller mine efterfølgere. Det har ingen hast at blive færdig. Vi arkæologer siger altid at tingene ligger bedst i jorden,” siger Fanny.

Noget af det mest interessante under jorden er forresten de gamle kornsiloer. Gennem jerngitterets snævre åbning ser du ned i de dybe tragtformede kamre, og gyser ved tanken om at disse siloer også var nattelogi for kristne slaver.

De beskedne paladser
I det allerhelligste, inde bag ved alle forsvarsværkerne ligger paladserne, som er fra to forskellige perioder. Det ældste fra 1000-tallets taifa-periode virker velkendt på folk som har besøgt Córdobas berømte moske. Dets falmede rød-hvide buer over indgangen er de samme som bærer moskeens to hektarer store tag, men her har de rigtignok mindre at bære på, og materialerne er langt fra så udsøgte. De hvide søjler er ikke marmor, men kalket træ. Der er tit noget rørende over de små taifa-kongers forsøg på at leve op til kalifatets pragt.

Det nye palads har tre århundreder senere haft et lige så tydeligt forbillede i Granadas Alhambra, men spejlbassinet i patioens midte viser kun en svag afglans af Spaniens sidste store arabiske palads. En forenklet og formindsket udgave. De trange pladsforhold er måske det mest overraskende for nutidens gæster, men generelt klarede araberne sig med mindre plads, fordi alle rum havde en dobbelt udnyttelse, stuer om dagen og soveværelser om natten. Det var en skik som gik tilbage til nomadernes teltlejre i ørkenen.

De små sale rummer en fornem samling af arabisk keramik. I Málaga udviklede man blandt andet en særlig keramik med gylden glød, der tillod de fornemme at spise på ”guldtallerkner” trods koranens forbud.
Udstillingen dokumenterer også hvordan de keramiske traditioner blev ført videre næsten til vore dage, blandt andet i form af det populære legetøj vandfløjten, hvormed børnene kunne efterligne nattergalens sang.

Borgen på toppen
I 1300-tallet var de kristne generobrere ikke langt borte, og samtidig var det nye våben kanonen blevet perfektioneret, så Alcazaba risikerede at komme under beskydning fra bjerget højere oppe. Derfor besluttede Kong Yusuf I af Granada at sikre sin vigtige havneby med byggeriet af den nye Gibralfaro borg som fik navn efter bjerget.

Den nye og den gamle borg forbandtes med den såkaldte coracha som zigzagger op ad bjerget, dels for at tilpasse sig terrænet, dels for at skabe en masse vinkler til skytterne med buer og armbrøster. En coracha er simpelthen en korridor mellem to mure, og inde mellem dem kunne hele Alcazabas befolkning søge tilflugt på bjergtoppen, hvis det gik galt nede i byen.

I dag er coracha’en spærret, men parallelt med den går der en smuk skovsti op ad bjerget. På halvvejen er der en lille terrasse, hvor du kan få pusten igen. Det er en stejl tur, og hvis motivationen er knap så stor uden fjenden i hælene, er alternativet at tage bilen.

Gibralfaro ansås for uindtagelig, og oppe på den høje ringmur med Málagas bedste udsigt forstår du hvorfor. I 1487, da de kristne omsider nåede frem, var bjerget desuden skaldet som et æg for at berøve enhver lysten til at nærme sig.

Málaga overgav sig alligevel efter tre måneders belejring. Indbyggerne bag byens og borgenes tykke vægge kunne sultes ud.

”Det katolske kongepar Isabel og Fernando var meget kloge. På vejen til Málaga havde de allerede erobret omegnens byer, og i stedet for at tage befolkningen til fange, fik folk lov til at søge tilflugt i den store by. Befolkningstallet fordobledes og forsyningerne halveredes,” fortæller Fanny.
Gibralfaro ved med at have militær brug indtil 1925, og mellem murene ligger der i dag et lille militært museum. Ellers er der praktisk taget intet tilbage. Gibralfaros store attraktion er de fantastiske udsigter til byen og bugten, som rundturen øverst på ringmuren byder på.
pod.
Teatrets fornemme søjler virker underligt malplacerede i det blandede murværk.
Teatrets fornemme søjler virker underligt malplacerede i det blandede murværk.
De skyggefulde haveanlæg i spanskarabisk stil er fri fantasi – ingen ved hvordan der har set ud i borgens velmagtsdage.
De skyggefulde haveanlæg i spanskarabisk stil er fri fantasi – ingen ved hvordan der har set ud i borgens velmagtsdage.
Kalifal pragt – men søjlerne er af træ.
Kalifal pragt – men søjlerne er af træ.
Høje mure og små mennesker – Alcazaba’en var først og fremmest et meget stærkt forsvarsværk.
Høje mure og små mennesker – Alcazaba’en var først og fremmest et meget stærkt forsvarsværk.
Alhambra i miniformat.
Alhambra i miniformat.
Åbningstider
I sommerhalvåret har både Alcazaba og Gibralfaro åbent alle ugens dage i tidsrummet 9-20.


 

Bestil Håndbog
Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal