Solkysten
AAEstates
Læs Solkysten
Bolig-udland
BoConcept Mijas
SOLKYSTEN - Marts 2011
Fiskehejren
Fiskehejren
Fuglene ved vore kyster
De fleste danskere vil nok være skuffet over det ringe fugleliv, når de går en tur på stranden, i hvert fald hvis vi taler om Málaga- og Granada-provinserne.
Noget andet er Cádiz, Huelva og Almería, hvor enhver natur- og fugleelsker vil blive vildt begejstret over det rige fugleliv i visse områder. Til gengæld er det ikke områder, man bare går en tur efter frokosten.
Hvis man i Danmark har boet nær ved kysten (og hvem har ikke), ved man at der findes store fugleflokke  næsten overalt. Specielt i en vinter som denne samler tusindvis af trækfugle sig i de isfri områder. Så store fugleflokke oplever vi ikke her, men heldigvis er havet heller ikke dækket af is.

Nu skal man ikke helt opgive at kigge efter fugle på stranden, hvis man bor i Málaga eller Granada. Sandsynligvis er måger det første, man får øje på. Ved vintertid er der seks forskellige arter, så find fuglebogen og kikkerten frem, og glæd dig til at lære dem at kende.

Ude på vandet kan man måske også se alke eller lunde. Lidt længere ude er der suler i imponerende styrtdyk efter fisk. Det kræver en kikkert, hvis man rigtigt vil studere dem, men har man set dem én gang, kan man sagtens genkende dem med det blotte øje.

Skarven er også en fugl, som man møder mere og mere på Costa del Sol. Ofte er det danske fugle på vinterferie. Man kan også møde gråanden, som vi kender så godt fra Danmark, men den foretrækker nok ferskvands-søerne bag kysten.

Den fangne fugl
Toppet skallesluger findes i et mindre antal, og en af dem fik jeg et specielt forhold til en juledag for mange år siden. Jeg gik en tur nær Cabopino, da jeg så en fugl ligge helt stille ca. 100 meter ude i havet. Jeg holdt den under observation et stykke tid, men den rørte sig ikke ud af stedet, så jeg blev klar over at den på en eller anden måde sad fast. Der var ikke andet at gøre end at smide tøjet og svømme ud til den. Da jeg kom frem, så jeg at den var fuldstændig indviklet i fiskeliner med kroge. Forsigtigt tog jeg om fuglen og svømmede ind, til jeg kunne bunde og gå resten af vejen.

På kysten havde der samlet sig en lille flok unge piger. Jeg glemte alt om, at jeg kun var iført et par underbukser, og satte mig med fuglen, der havde kroge overalt. I vinger og fødder, ja selv i næbbet var en krog gået igennem. Med hjælp fra et par af pigene viklede jeg forsigtigt fuglen ud af linerne og tog krogene ud. Efter et  veludført job, hvorunder jeg af og til fik et nap i fingeren, satte vi fuglen ud i vandet igen. Med det samme dykkede den på det lave vand og forsvandt i stor hast for at dukke op igen 30-40 meter ude. Alle var glade, og først nu opdagede jeg, at det var vinter og på tide at trække noget tørt tøj over de våde underbukser.

At fugle bliver fanget i fiskeliner er desværre ganske almindeligt. Tusindvis af km fiskeliner og net driver rundt i verdenshavene og er dødelige fælder for fugle og fisk, der fanges til ingen nytte. Fiskerne klager bestandigt over fiskekvoter, men hvad gør de for at beskytte miljøet, der giver dem deres indtægter?  

Der er fugle trods alt
Fiskehejren ses ofte, hvor floder og mindre vandløb løber ud i havet. Det er også en vintergæst. Silkehejren holder til i de samme områder, men er her hele året.

Man kan næsten ikke gå en tur på stranden uden at se ryler og præstekraver løbe i vandkanten. De følger bølgeslaget, hvor de finder deres føde, og er morsomme at se på. Kommer man for tæt på, flyver de nogle hundrede meter længere frem og forsætter jagten på føde, så sæt dig ned og studer dem gennem kikkerten.
Her har jeg kun nævnt nogle enkelte arter, for hvis jeg skulle nævne dem alle, blev det til flere sider i bladet. Så fugle – det er der trods alt ved vore kyster.

PS: Vidste du, at en stor tyrefægterarena i Barcelona nu er blevet lavet om til indkøbscenter? Det var en god begyndelse på 2011. Gid flere følger efter.
Navarrete
Bestil Håndbog

Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal