Solkysten
BoConcept Mijas
Læs Solkysten
AAEstates
Bolig-udland
SOLKYSTEN - September 2015
Velmenende råd til parforhold
Hvem ønsker ikke at blive lyttet til når parforholdet driller? Det skorter ikke på velmenende råd fra venner, familie og kollegaer, når parforholdet skranter.
Men ville du ikke nogle gange ønske, at du kunne få råd fra nogen, der virkelig ved, hvad det handler om? For det kan være svært altid at være lige lykkelige sammen, men hvordan undgår vi at det går helt galt? Her er nogle ideer:

Skab et dagligt ritual kun for dig og din partner - og hold det. Det kan bare være en daglig kop morgenkaffe, en snak om den kommende dag, hvordan I har det eller at lægge ungerne tidligt i seng og nyde en time i hinandens selskab. Hvad I gør er knap så vigtigt, så længe I er konsekvente og holder denne lille aftale med hinanden. Det opbygger en tillid i jeres parforhold og til hinanden.

Jo, det er ok at gå sur i seng. Du har hørt det modsatte mange gange, men ofte kan det ende i unødvendige kæmpeskænderier, hvis I bliver oppe hele natten, indtil I har sluttet fred. Hvis I venter med at tage skænderiet til næste morgen, har I måske fundet ud af, at det slet ikke var så nødvendigt at diskutere. Et gammelt ordsprog lyder, at man ikke skal lade solen gå ned over ens vrede. Men hvis en diskussion begynder sent om aftenen, og uenigheden skal udredes, før man kan sove, kan der blive sagt mange stupide ting i træthed og udmattelse.

Diskuter aldrig på tom mave. Jeg vil råde dig til at stoppe op føle efter, om du er sulten og pirrelig, inden små diskussioner eskalerer i et stort skænderi. Ofte kan et stykke rugbrød både tage toppen af sulten og irritationen. Blodsukkeret skal være i balance.

Stå selv til regnskab. Ingen er perfekte, og hvis du erkender at du tager fejl eller at du bevidst eller uforvarende har såret din partner, så sig undskyld. Også selvom du måske ikke føler, at det kun er din skyld. Bare gør det.

 ”Det skal du ikke tænke på.” En sætning som denne står i håndbogen over passivt-aggressive bemærkninger. Det afsenderen egentlig mener er: “Du tænker overhovedet ikke på, hvordan jeg har det. Det sårer mig, men jeg nægter at indrømme det”. Fra nu af er det eneste, han/hun tænker på, det du lige har bedt ham/hende lade være med at tænke på. Til gengæld er der lukket for dialog.

”Slap dog af.” Den sætning/ordre kan med næsten pinagtig præcision få enhver samtale eller diskussion til at eksplodere i et inferno af ukontrollable spydigheder.

 ”Det kender jeg godt.” Er du sikker? Altså, sådan helt sikker? Empati er godt, men nogle gange kan man slynge bemærkninger ud a la denne her, som egentlig mest har til formål at lukke samtalen.

”Nu lyder du som din mor/far.” Bring aldrig familiemedlemmer ind i diskussionen. Det kan kun ende skidt. Du får både svinet svigerfamilien og din partner. På én gang. Av-av-av.

 ”Det var ligesom dengang, hvor… ” (indsæt ekskærestens navn). Selvfølgelig var der et liv, før dit nuværende forhold. Men træd varsomt med anekdoterne - især de seksuelle.

”Hvis vi engang går fra hinanden …” Mulige fremtidsscenarier må man rigtig gerne tumle med inde i hovedet, hvis man ønsker at være forberedt på katastrofen.

Nogen gange skal du føre an. Bryd stilheden som den første, vær den modige, der undskylder, er sårbar og tilgiver først. Livet er for kort til at vente på, at ting går helt fair til hver gang,

Gør noget godt for din partner på eget initiativ. Mindst én gang om dagen skal du gøre noget godt for din partner, som du ikke er blevet bedt om. Ryd ad bordet, gå ud med skraldet, giv en massage, kig efter ungerne, mens din partner bare gør ingenting…

Sig søde ord - som ”Jeg elsker dig”. Her er nogle sjove eksempler på hvordan ord ændre deres betydning jo længere tid vi har været i parforholdet.  Men uanset om du siger det, når du griner, når du græder eller som det første om morgenen, så er der altid på en eller anden måde kærlighed forbundet med ordene.

På nettet fandt jeg en sød liste over, hvorledes disse ordene udvikler sig:
Efter tre måneder: “Jeg kan godt lide, hvor vi er på vej hen med vores forhold.”. Måske er ordene fløjet ud af din mund, før du egentlig var klar til at sige dem. Eller måske blev du grebet af stemningen. Det er måske ikke den dybeste kærlighed, som når du har kendt en person i flere år.
Efter fire måneder: “Jeg er klar til at prøve alternative former for sex”. Du stoler nu lidt mere på din nye partner og tør måske prøve nogle nye ting i soveværelset, som du ikke ville turde med en, du ikke elsker.
Efter fem måneder: “Du betyder rigtig meget for mig”, Hvedebrødsdagene er nu ved at være slut. “Jeg elsker dig” betyder nu, at ”du er en vigtig person i mit liv, og vi skal have fundet et mere permanent sted til dig i mit hjerte”.
Efter otte måneder: “Jeg hader, når vi skændes”. Nu har du formentlig lige overstået dit første store skænderi. Bagefter er I begge kommet i tanke om, hvor højt I elsker hinanden, og så vælter kærlighedserklæringerne frem.
Efter et år: “Du er hele min verden” … og du kan slet ikke forestille dig, hvordan dit liv ville være uden din kæreste. “Jeg elsker dig” har nu en mere permanent betydning, og du er ikke længere i tvivl om, hvad du føler for din partner.

 
Skrevet af
Mona Lyngby
Mona Lyngby
NLP psykoterapeut
Bestil Håndbog

Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal