Solkysten
AAEstates
Læs Solkysten
Bolig-udland
BoConcept Mijas
SOLKYSTEN - September 2012
Flyt til Spanien: Inden du flytter, så tænk over hvor du flytter hen
"Vi tænker på at flytte til Costa del Sol," er der nogen som siger. Men så er der meget at tænke på endnu.
Midt på Costa del Sol ligger provinshovedstaden Málaga, og dit første store valg står mellem vestkysten og østkysten. To områder med vidt forskellig karakter.

Vestkysten er international, byerne større og infrastrukturen bedre. Du har kortere til tingene, og det er nemmere at klare sig "på udenlandsk". Her skal du bo, hvis forholdene skal ligne det hjemlige så meget som muligt - bortset fra vejret!
Mijas er den største danskerkommune i Spanien. I folkeregistret finder du 2000 landsmænd, og tallet ville have været meget større, hvis det omfattede andre end de fastboende. Den danske kirke "Margrethekirken" samt ”Club Danés”, den største af kystens danske foreninger, ligger begge i Mijas. Men det er heller ikke dansk altsammen: Kommunen har mere end 120 nationaliteter inden for sine rummelige grænser.

Nabobyen Fuengirola er centrum for det danske forretningsliv. Danskerne er nogle af de mest erhvervsaktive udlændinge på Costa del Sol, og i dette område kan du faktisk klare dig i årevis uden andre sprog end dansk og en smule engelsk. Noget andet er, om det kan anbefales...

Prismæssigt er Mijas-Fuengirola vestkystens middelklasse-kommuner. Det bliver billigere i retning af Málaga (Benalmádena og Torremolinos), og dyrere i retning af Marbella, specielt efter Marbella på den eksklusive guldmil til Puerto Banús, hvor lystyachterne på 80 meter og derover lægger til. Herefter falder priserne atter i Estepona og Manilva.
Er der en reel sammenhæng mellem kvalitet og priser? I hvert fald delvis, fordi store dele af Marbella er favoriseret af et fantastisk mikroklima.

Mange udlændinge bor i byerne, men endnu flere slår sig ned i private boligområder kaldet urbanización'er. Her er der mere fred, og vil man bo i villa, er det tit den eneste mulighed. Som regel må man klare sig med nogle få dagligvarebutikker i nærheden, men der er mere natur, og i bjergene kan ejendomsmæglerne love havudsigt mange km ind i landet, så det behøver man heller ikke undvære.

For ivrige golfspillere er vestkysten det rigtige sted med massevis af baner, inklusive topbanen Valderrama i Sotogrande nær Gibraltar - der hvor Middelhavets blide klima afløses af Atlanterhavets mere barske. Her kører du ud af Costa del Sol og ind i Costa de la Luz i Cádiz-provinsen. Det er en anden historie - men også en mulighed.

Måske skulle du kaste et blik på vestkystens bagland: De små byer i Rondas bjerge, eller Guadalhorce-dalens frodige køkkenhaver omkring Álora. Vestkysten er heller ikke bare vestkysten.

Østkysten har bevaret mere af sit oprindelige præg. Livsrytmen er roligere, og nogle km inde i baglandet går den næsten i stå i de små bjerglandsbyers tredimensionelle labyrinter med stejle gader og masser af trappetrin mellem småtorvene på forskellige niveauer. De hvide huse er stablet oven på hinanden op ad skrænten, og den eneste dekoration er blomsterne som vælter ud af urtepotterne på førstesalens små balkoner.

Dette område hedder Axarquía, og det er uundgåeligt man taber sit hjerte til det. Bjergenes grønne tæppe falder i bløde folder ned over terrasselandbrugene med hul­ler til de enkeltliggende hvide landejendomme, hvor mange udlændinge også har fundet et fristed. Det kan ikke blive mere idyllisk. Det kan heller ikke blive mere isoleret - noget der skal tages i betragtning. En kompromisløsning er de lidt større byer som Frigiliana og Cómpeta, der har bevaret charmen, samtidig med at de har fået offentligt sundhedscenter og hvad man ellers gerne vil have i nærheden.

I Cómpeta er der en lille dansk koloni. Nede ved havet finder du to danske klubber i henholdsvis Torre del Mar og Almuñécar. Ved nærmere eftersyn bor der ganske mange danskere, selv om de bor mere spredt.

Ved havet er byerne i øvrigt vokset meget i de sidste årtier, så her er forskellen til vestkysten ikke så udpræget som tidligere. Der er dog stadig to vigtige forskelle. Priserne er lavere. Og så er kystens geografi anderledes, når man kommer et stykke ud af kysten, og klipperne begynder at falde helt ud i vandet. De små skjulte strande ligner rigtige piratvige efter Nerja, hvor vi tager hul på Granada-provinsen og Costa Tropical.

Málaga
Måske er der nogen, som undrer sig, fordi vi sprang så hurtigt over provinshovedstaden Málaga med en halv million indbyggere. Sådan gjorde man tidligere, men det lille historiske centrum har pyntet sig fantastisk i de sidste ti år, og den gamle industrihavn er blevet ombygget til et stort fritidsområde i direkte forlængelse af centrum. Kunstmuseerne har fyldt byen med et vigtigt kulturelt udbud. Kan du li' at bo i byen, så skal Málaga også tages i betragtning i dag.


Bestil Håndbog
Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal