Solkysten
Bolig-udland
BoConcept Mijas
AAEstates
Læs Solkysten
SOLKYSTEN - September 2012
MÁLAGA: Museumsbilerne fortæller historien
Málaga råder over en af verdens mest interessante automobilsamlinger.
I Tabacaleras nedlagte tobaksfabrik har Museo Automovilístico Málaga fået lov til at boltre sig på 6000 kvadratmeter, hvor 91 biler fra tre århundreder er udstillet. Samlingen lader dig gå på opdagelse i bilhistorien lige fra 1800-tallets første hestevognslignende modeller til 2000-tallets økologiske transportløsninger. Udstillingen er inddelt i ti afdelinger, og du bliver hjulpet igennem af spansk- og engelsksprogede tekster, som beskriver udviklingen på en overskuelig og lærerig måde.
Du starter turen i bilens pionertid, Belle Epoque. Det var tiden fra slutningen af det 19. århundrede frem til 1. verdenskrig, hvor den teknologiske revolution og fremskridtstroen var grobund for et væld af nye opfindelser – heriblandt motoriserede køretøjer. Epoken var præget af eksperimenter, og hestevognen var stadig var en stor konkurrent, selv om der ved periodens slutning alene i Paris kørte 30.000 biler rundt i gaderne.

De brølende tyvere markerede, at krigen var slut, og nu skulle der gives gas. Verden oplevede en stor økonomisk vækst, og bilen blev mere end blot et transportmiddel. Den fik lov til at udtrykke elegance og forførelse.
Den 25. oktober 1929 blev verden ramt af børskrakket på Wall Street, og bilindustrien skiftede retning. I 30’erne var det en ny kunstform Art Deco, der satte standarden i bilindustrien. Med en kreativ og innovativ designstil af tidens bedste kunstnere nåede bilindustrien et nyt højdepunkt på det æstetiske plan. Resultatet var mesterværker fyldt med luksus og elegance i en hidtil uset kvalitet.

Men samtidig opstod der et voksende behov for praktiske og økonomiske biler til byboere og til middelklassen, så bilindustrien udviklede også minibilerne, som blev meget populære.
Museet rummer en afdeling med biler på tværs af de forskellige tidsepoker – designbilerne. Æstetisk avancerede modeller, der blev skabt for at imponere og overraske. Eksemplarerne er eksotiske, excentriske, ekstravagante eller futuristiske rullende skulpturer, der alle har en ting til fælles: De var alt for avancerede til at blive økonomiske succeser i deres tid.
Drømmebilerne er rodfæstet i den amerikanske kultur. Samlingen bringer minder om 50’ernes Hollywood, hvor især Cadillac manifesterede sig som bilproducenten med en luksuriøs og kraftfuld stil. Udstillingen afspejler meget flot bilen som et ikon for ”The American Dream.”
Den engelske biltradition har også fået sin egen afdeling, og den er godt repræsenteret med mærker som Jaguar, Bentley og ikke mindst Rolls Royce. Flere modeller beskriver udviklingen i det hæderkronede firma.

I 1950’erne blev sportsvognene med deres strømlinede facon meget trendy. Den tids hastige fremgang inden for økonomi og livsstil gjorde bilerne til legetøj for de kendte og de rige. Du kan møde 11 mærker - blandt andet Jaguar, Maserati, Mercedes, Porsche, Ferrari og Aston Martin.

En speciel interesse for nogle bilentusiaster er tuning. Det er en aktivitet, der stammer fra USA, og som i dag har spredt sig til hele verden. Unge kreative personer tager gamle biler ind og giver dem en overhaling. De ændrer blandt andet på chassis og lakering og giver bilen et kunstnerisk udtryk. Samtidig bliver motoren og de mekaniske dele udsat for en opgradering. På museet kan du se syv af disse kunstværker.

De seneste år har alternativ energi været in. Museet har bilmodeller, der bliver drevet af vand og af komprimeret luft. Elbilen er repræsenteret med en model, der udelukkende kører på solceller. Men vidste du, at den første elbil snart fylder hundrede år? Det er en Milburn Electric fra 1916. Den kan du også betragte på Museo Automovilístico Málaga.
Og så er du igennem alle de ti afdelinger. Virkelig sjovt - og lærerigt.
Kurt Rasmussen
Afstemning
****
1 stemmer afgivet
Bestil Håndbog

Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal