Solkysten
Læs Solkysten
AAEstates
BoConcept Mijas
Bolig-udland
SOLKYSTEN - September 2012
Voria Harras har gjort dukkehusmuseet i Málaga til sit livsprojekt.
Voria Harras har gjort dukkehusmuseet i Málaga til sit livsprojekt.
MÁLAGA: Voria bor i et dukkehus
I Málagas centrum ligger et byhus fra 1800-tallet. Her bor Voria Harras, som for ti år siden etablerede sit eget hjem midt i Spaniens eneste dukkehusmuseum.
I den hyggelige foyer, som udgør museets reception, salgsbod og kontor, modtager hun sine gæster med et stort smil.
”Dukkehuse er min store passion,” siger hun inden rundturen på museets to etager.

Vi kommer ind i en patio, hvor der står et prægtigt dukkehus på størrelse med et klædeskab. Voria åbner forsigtigt lågen til det 200 år gamle kunstværk, mens sollyset falder ind fra et vindue og skaber en følelse af, at det historiske hus bliver levende.
Sammen med Vorias fortælling om dukkehusets historie er der skabt en eventyrlig stemning, og resten af turen foregår i en ydmyg respekt for en miniatureverden, der afslører spændende detaljer om udviklingen i forskellige europæiske samfund fra 1800-tallet frem til vore dage. Ved siden af alle husene har Voria opsat en tekst på både spansk og engelsk, som informerer om byggestil, sociale forhold, tekniske landvindinger og meget mere.

Voria forklarer, at de ældste dukkehuse ikke var lavet til børn, men for det finere borgerskab.
”Man kunne fremvise en model af sin ejendom for gæsterne, og det var et statussymbol, som rige byboere benyttede sig af,” siger hun.

Først i begyndelsen af det 20. århundrede blev dukkehuse et tema for børn, men samtidig med at pladsen i byhusene blev mindre, er mange af de gamle klenodier gået tabt.

”Folk smed simpelthen de gamle dukkehuse ud som skrald,” siger Voria trist.
Det er dog lykkedes hende at redde en hel del af de gamle skatte, og i dag er de sat op i kronologisk orden, så man også får en historisk redegørelse for udviklingen i arkitektur og boligindretning.

”Alle huse er bygget op med inventar og møblement fra den tid, dukkehuset stammer fra,” siger Voria  og peger ind i et badeværelse fra starten af det 19. århundrede, mens hun forklarer ned til mindste detalje, hvordan den tids badeværelsesindretning tog sig ud.

Vi fortsætter rundturen, og hele tiden forbløffes man over de veludførte, små mesterværker, som gengiver datidens boligform på en utrolig livagtig måde. Bordene og stolene er mindre end tændstikæsker, men udført så fornemt, at snedkerarbejdets kvalitet næsten ikke er til at skelne fra møbler i den virkelige verden. Musselmalede keramikskåle på størrelse med en lillefingernegl tvinger betragterens øjne til at stille ekstra skarpt, og alle slags køkkenudstyr hænger klar til brug på dukkehusenes køkkenvægge.

”Det er et fantastisk håndværk,” siger Voria betaget, mens hendes blik klistrer sig fast til stuemiljøet i et 100 år gammelt dukkehus.

Når man lader blikket falde ind gennem vinduerne på de små dukkehuse, føler man sig næsten som vindueskigger i en fjern fortid. Det er kun nogle små kighul, men det er en stor og levende verden, der ruller sig ud i Vorias dukkehuse.
Kurt Rasmussen
Afstemning
****
1 stemmer afgivet
Museo Casas de Muecas Calle Álamos, 32 www.museocm.com
Bestil Håndbog

Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal