Solkysten
AAEstates
BoConcept Mijas
Læs Solkysten
Bolig-udland
SOLKYSTEN - September 2012
Spaniens såkaldte skatteamnesti
Amnesti betyder, at man lader nogen slippe for at stå til ansvar, dvs. at man tilgiver og glemmer alt det, der er gået forud - "den onde gerning" så at sige.
Skatteamnestiet, som den spanske regering har godkendt, indebærer at alle de personer, der ikke har betalt skat de seneste år, nu skal gøre det. Der skal betales beskedne 10 pct. i skat af de beløb, man har opgivet, men alt efter situationen er der faktisk kun tale om 8-10 pct.. Herefter vil alle pengene være legale, og man formoder, at der ikke vil komme hverken sanktioner, strafrenter, morarenter eller retssager.

Tiltaget er blevet udsat for hård kritik, oven i købet fra den spanske regerings egne medlemmer. Det skyldes at lovlydige borgere, der betaler deres skat til tiden, bliver afkrævet op til 50 pct. (endda mere i visse tilfælde) i personskat, mens skattebedragerne nu kan slippe med 8-10 pct. for at bringe deres sager i orden. Der vil desuden ikke komme efterfølgende bøder (selvom skattesnyderne skulle have betalt 50 pct. hvis de var blevet opdaget). 

Regeringen har naturligvis skyndt sig at melde ud, at der ikke vil komme flere amnestier, selvom det nok er værd at huske, at der blev sagt det samme i 1991 ved det forrige skatteamnesti, som regeringen under Felipe González indførte. Regeringen har også lovet, at de personer, der ikke har opgivet deres sorte formue, vil stå til meget større bøder, der kan føre til, at de mister alle de ikke oplyste værdier.

Argumentet for skatteamnestiet er ganske enkelt: Det er bedre at lokke skattesnyderne til at komme frem og betale noget, frem for at de slet intet betaler. Det betyder, at hvis skattevæsnet allerede er i gang med at undersøge dig for skattesnyd (dvs. hvis de har opdaget penge, du ikke har opgivet på selvangivelsen), kan du ikke få amnesti. Det argument er selvfølgelig blevet voldsomt kritiseret af samfundet, og borgerne kræver, at der sættes hårdere ind mod skattesnyderne og deres sorte penge i stedet for at forære en udvej til dem, der ikke betaler skat.

Oppositionen er imidlertid gået til Spaniens Centraldomstol og har klaget over det Kgl. Lovdekret 12/2012, som omhandler tiltag, der skal nedbringe det offentlige underskud. I dekretet bruges der ikke det omtalte udtryk skatteamnesti. Derimod taler man om en "særlig" måde at få bragt unddraget skattebetaling i orden på, selvom det af borgerne opfattes som et tilsløret skatteamnesti.

For det første er der alvorlig tvivl om, hvorvidt det er i overensstemmelse med forfatningen, at man ved lovdekret har indført regler, som i princippet skulle bestemmes ved lov, endda ved en såkaldt organisk lov. Det får uundgåeligt én til at spørge sig selv om, hvad der ville ske, hvis dekretet blev erklæret forfatningsstridigt, efter at man havde meldt sig selv og betalt. 

Oppositionens holdning, der afspejles hos borgerne, er nemlig, at det er "fuldstændigt ude af proportioner", at man erstatter alle de strafbeløb, der kan opkræves af skattesnydere, og som i gennemsnit udgør 56 pct. af de skjulte formuer (43 pct. af beløbet, plus 20 pct. i strafrenter plus morarenter) med et enkeltbeløb, som højest kan udgøre 10 pct.

Hermed hævder oppositionen, at skatteamnestiet "alvorligt skader" selve kernen i den forfatningsmæssige pligt, der består i at bidrage til varetagelsen af de offentlige udgifter, og at det "slår dybe revner" i ideen om, at skattebetaling skal finde sted ud fra principperne om progressivitet og lighed. Man kritiserer også skatteamnestiet for, at "den enkelte selv kan vælge det", og at det er "helt ude af proportioner", fordi det "er til gavn for et stort antal skatteydere, som har snydt skattevæsnet og ikke er blevet opdaget".

Det vides ikke, hvad der vil ske, hvis tiltaget bliver erklæret forfatningsstridigt. Der er lige så stor usikkerhed omkring skattevæsnets trussel om, at man (ikke frivilligt) skal bringe sine sager i orden vedrørende andre skatter, som amnestiet ikke indbefatter. Den frivillige selvanmeldelse vedrører nemlig kun personskat, selskabsskat og indkomstskat for ikke-residenter, men ikke skatter som moms, ejendomsskat, arve- og donationsafgifter, skat ved overdragelse af ejendom og dokumenterede retshandlinger. Disse er ikke omfattet af det særlige skatteamnesti, men har forbindelse til de skatter, der er det. Som vi kan se, er de ubesvarede spørgsmål mange. Måske er der endda flere, end der er svar.
Afstemning
****
0 stemmer afgivet
Skrevet af
Rafael Prieto
Rafael Prieto
Advokatkontor Ana Mª Navarrete

Bestil Håndbog
Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal