Solkysten
BoConcept Mijas
AAEstates
Bolig-udland
Læs Solkysten
SOLKYSTEN - September 2012
Fadels afrikakunst er museumsværdig
I Fuengirolas centrum kan man både se og købe noget af den fineste afrikanske kunst.
Det er lykkedes Fadel Balaghi fra Africa Shop at få fingrene i en enorm samling af kunstværker, der stammer fra forskellige vestafrikanske landsbyer. Kollektionen er indsamlet gennem 60 år af en privatperson, som nu har sat det hele til salg, og selvom Fadel har fyldt sin forretning op med de udtryksfulde kunstværker, er han ikke glad for at sælge ud af dem.
”Jeg er blevet alt for glad for dem. Jeg ville helst starte et museum med afrikansk kunst, men det er umuligt at få hjælp til det,” siger han.

Fadel er vokset op på Elfenbenskysten og har gennem mange år beskæftiget sig med afrikansk kunst. Han fortæller, at de udstillede værker alle er håndlavede af afrikanske stammemænd, som har ladet traditionen gå i arv i århundreder.
”Men om 30 til 40 år er det slut. Globaliseringen betyder, at de unge går i skole og ikke får lært deres forfædres håndværk, så der er snart ikke flere, der kan udføre det,” siger Fadel med en sørgelig mine.
I forretningen har han udstillet 300 forskellige masker og skulpturer, og han mener selv, det er en af de bedste samlinger, der findes.

”De andre udstillinger jeg har besøgt rundt om i Spanien og i verden har kun haft 20 til 30 forskellige afrikanske kunstværker, og de var ikke nær så flotte som mine,” siger han.

Fra en boghylde hiver han et afrikansk kunstleksikon frem og slår op på en side, hvor en stamme og dens kunstværker er affotograferet og beskrevet. Han holder bogen hen ved siden af et af forretningens kunstværker for at bevise, at der er tale om den ægte vare.

”Det er ikke som de indonesiske trævarer, de sælger nede ved stranden,” siger han med et alvorligt blik i øjet og fortsætter.
”Afrikanerne har ikke fremstillet kunstværkerne med salg for øje. De bærer hver især på en historie og har et positivt budskab om at sikre frugtbarhed, regn, sundhed og den slags. Der er ikke nogen af dem, der sender ondskab af sted, for det ville fjenden jo ifølge stammetroen kunne vende om mod afsenderen,” forklarer Fadel.

Han har fået et ambivalent forhold til forretningen, efter at de afrikanske værker er kommet ind på hylderne.
”Normalt er en forretningsmand ked af at give penge ud, når han køber, men glad når han sælger. Med de afrikanske kunstværker er det lige modsat. Der er jeg glad, når jeg får det ind og ked af det, når jeg skal af med det igen,” siger Fadel Balaghi.

i www.africanfineart.es
Afstemning
****
0 stemmer afgivet
Fadels forretning er fyldt godt op med i alt 300 kunstværker.
Fadels forretning er fyldt godt op med i alt 300 kunstværker.
Alle masker har en historie, som er gået i arv gennem generationer, fortæller Fadel Balaghi.
Alle masker har en historie, som er gået i arv gennem generationer, fortæller Fadel Balaghi.

Bestil Håndbog
Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal