Solkysten
Læs Solkysten
Bolig-udland
AAEstates
BoConcept Mijas
SOLKYSTEN - September 2012
Studerende som 65-årig
Jeg blev født i 1942 i København. Min far rejste verden tynd gennem sit arbejde i et medicinalfirma, så min rejselyst kom næsten ind med modermælken ....
Han var specielt begejstret for Brasilien og især Rio de Janeiro.
I min ungdom var der kun få muligheder for at komme ud i den store verden: Man kunne tage ud at sejle eller søge ind i ØK eller A.P. Møller, der dengang var nogenlunde lige store. Jeg søgte ind i ØK efter realeksamen og var heldig at blive ansat som elev.

Brasilien, Rumænien og England
I 1964, efter lære- og soldatertiden blev jeg sendt til afdelingen i Brasilien, nærmere bestemt São Paulo. Efter et halvt år blev jeg forflyttet til Rio de Janeiro og fik så de kommende syv år forflyttelser til Pôrto Alegre, Santos, Recife og Belem do Para – ”en ØK-mand var altid under uddannelse”! I 1971 forlod jeg ØK, da jeg fik jeg mulighed for at blive ansat som udsendt handelsmedarbejder på det danske generalkonsulat i den skønne by Rio, samtidig med at ambassaden blev oprettet i Brasilia. Det blev med visse afbrydelser i alt ni år i Rio. Militæret sad hårdt på magten i alle mine år i Brasilien. 
Min første hustru var Carioca, født i Rio af svejtsiske forældre, og vore to sønner blev født i henholdsvis Santos og Rio. Ulykkeligvis mistede jeg min kone pludseligt i 1978, kort før familien rejste hjem til Danmark, hvor jeg skulle starte som handelsattaché i udenrigsministeriet. Brasilien var et fascinerende land – et mulighedernes land, hvor fremtiden omsider lader til at have indfundet sig.

I udenrigstjenesten var næste post ude Bukarest i Rumænien fra 1979, hvor diktatoren Nicolae Ceaucescu regerede. Det blev tre spændende år i et smukt men naturligvis suverænt undertrykt land, med mikrofoner i væggene hjemme og i kancelliet og konstant  men passiv overvågning fra sikkerhedsstyrkernes side. Blandt de gode minder fra Rumænien var naturligvis, at jeg mødte min spanske hustru Maria der. Hun var udsendt fra handelsministeriet i Madrid for at arbejde på den spanske ambassade i Bukarest.

Dernæst hjem til Danmark, hvor vor datter blev født i 1983, og så fra 1984 tre år på ambassaden i Jakarta i Indonesien, hvor der var en anden diktator, nemlig general Suharto. Det var en interessant tid, hvor vi oplevede Østen på godt og ondt. Bali var en stor oplevelse. Efter et år i Danmark kom vi i 1988 til London, hvor Thatcher regerede, fandt en dejlig bolig i Hampstead og fik fire fantastiske år der, bl.a. med det store fremstød ”Denmark in Britain” og naturligvis en del af det, der gør det spændende at være diplomat i London: dronningens aftenbal for det diplomatiske korps på Buckingham Palace, ambassadørens aflevering af sine akkreditiver samme sted (hvor man kører i hestekaret igennem London’s centrum og storladent hilser på turisterne), the Queen’s tea party, Ascot samt et utroligt rigt teaterliv.

Spanske og franske år
Efter London og på ny København kom vi i 1993 til ambassaden i Madrid, hjemme for Maria og i det mindste hjemmevant for mig. Det var naturligvis i det lys en noget usædvanlig udstationering, men samtidig en post, hvor det var muligt at yde det ypperste fra første dag. Fra Madrid gik turen i 1998 direkte til Paris, hvor vi fik fire spændende år. Vores bopæl de første år lå på øverste etage i Maison de Danemark på Champs Elyssées og derefter ved Parque Monceau. I de år boede der i alt syv personer på hele Champs Elyssées – heraf Maria, vor datter og mig! 

I 2002 vendte vi hjem til København, jeg til arbejdet i udenrigsministeriet og for Marias vedkommende tre år i Vilnius, hvor hun oprettede og ledede det første spanske handelskontor i landet – med rejseri den ene eller den anden vej hver weekend; det var hårdt.

Efter først 12 år i ØK og siden i alt 35 år i udenrigstjenesten blev jeg efter eget ønske pensioneret i 2006, et par år tidligere end ventet, og flyttede til Madrid med Maria, der fortsat skulle arbejde for den spanske centraladministration en del år endnu. Maria havde fundet arbejde ude og hjemme i alle årene, men med de problemer, som mange andre i vores situation har måttet se i øjnene.
Vi havde igennem mange år talt om, at efter rækken af udstationeringer for udenrigsministeriet, skulle vi flytte til Madrid, når mit pensionstidspunkt kom på tale.
Som sagt så gjort.

Spanien igen
Vi ville først have fundet et hus ”på landet”, men på grund af transporttiden til Madrids centrum blev det i stedet til en lejlighed i Madrid. I begyndelsen fik jeg en del af tiden til at gå med daglige ture i vore etniske omgivelser, men Maria så snart, at det ikke var nok til at udfylde min tid fornuftigt. Hun fandt derefter frem til nogle ”normale” universiteter, der også tilbød undervisning for voksne – ikke normale uddannelser, men programmer der var specielt tilrettelagt for ældre (defineret som personer over 50), der havde et ønske om at tilegne sig ny viden på en struktureret måde. Med ny viden menes hovedsageligt kulturelle emner, som min uddannelse og erhvervserfaring ikke havde levnet megen tid til. Jeg syntes, at et sådant program kunne være særdeles spændende: dels ville jeg kunne lære en bunke, dels ville jeg sandsynligvis få mulighed for at supplere vor vennekreds betydeligt. De daglige spadsereture var allerede blevet lidt trælse, så jeg var moden og meget motiveret til at starte på noget helt nyt. 

Jeg har altid været en rimelig stor beundrer af Jesuitternes undervisningsformåen, så blandt tre-fire muligheder faldt valget rimeligt let på det store universitet Universidad Pontificia Comillas (www. upcomillas.es), der har over 8.000 elever (bl.a. de i Spanien meget kendte ICAI og ICADE skoler), hvor jeg blev optaget på et fem-årigt kursusforløb. Der er ca. 450 elever i ældreafdelingen, Universidad de Mayores. Jeg var naturligvis noget bekymret for, om mit spanskniveau var tilstrækkeligt, men det viste sig hurtigt, at der ikke var problemer, og heldigvis var der ikke skriftlige hjemmeopgaver!

I løbet af fem år studerer man hovedsøjlerne litteratur, historie, kunsthistorie og filosofi; i hvert halvår har man obligatorisk to af disse fag, der starter i oldtiden og så i løbet af fem år kommer frem til nutiden, mere eller mindre sideløbende. Herudover skal man i hvert semester vælge to ud af fire alternative undervisningstilbud, der spænder meget vidt. Jeg har f.eks. bl.a. haft videnskabens historie, symbolik i kunst, bioetik, den spanske presse, makroøkonomi, musikhistorie, teaterhistorie, moderne politiske teorier, sociologi, de store religioner etc. etc. Der er mødepligt (80%) men ingen hjemmeopgaver i sædvanlig forstand. Det er dog naturligt, at man får mere ud af undervisningen, hvis man forbereder sig til klasserne. Til Marias forargelse har jeg været en flittig og meget tilfreds bruger af Wikipedia på engelsk i disse år; (”det er ikke seriøst nok for en universitetsstuderende”)! Det hele afsluttedes med et diplom fra universitetet, overrakt af vicerektor ved en festlig ceremoni den 28. maj i år - med taler i lange baner og optræden af universitetets kor.

Vore lærere har næsten alle været ”normale” professorer fra Comillas og andre universiteter i Madrid. Vi er populære hos lærerne, fordi vi kommer frivilligt, er velforberedte og interesserede i forelæsningerne, hvor der heller ikke er disciplinære problemer (ud over spaniernes trang til konstant at kommentere undervisningen, mens lærerne taler). Da vi efter en klasse spontant gav en af vore filosofi lærere en klapsalve, udbrød han: ”Jeg elsker at undervise i filosofi, jeg elsker at undervise jer - og oven i købet betaler de mig”!

En af de mest spændende ting ved ældreuniversitetet – ud over undervisningen naturligvis – er, at man i en moden alder er i stand til at opbygge en ny venskabskreds. I løbet af fem år er man flere gange ugentligt sammen med mennesker, der har et fælles mål: at lære noget nyt. Der er ingen kommercielle eller andre interesser, kun ønsket om at blive ved med at lære. 

Vi startede ca. 100 elever fordelt på to klasser og er i dag knap 70, der er blevet færdige med undervisningsforløbet, heraf en franskmand, en amerikaner, en portugiser og undertegnede. Vist ret typisk er ca. 20 pct. mænd.  Blandt mændene er der et overtal af ingeniører, der ved en bunke om teknik men ikke så meget om kultur. De yngste var ca. 50 og den ældste 82, da vi begyndte.   Flere af dem, der startede har valgt forkert og er stoppet, og tre er gået bort i løbet af disse år.  I begyndelsen var vi nok alle lidt berøringssky, men det andet år begyndte der at gå hul på isen. Maria og jeg inviterede hele klassen hjem til en dansk pindemadsaften (ved hjælp af den herboende danske kok Jegvan Durhuus); derefter gik det slag i slag med flere arrangementer.

Blivende venskaber
Vi er nu en god gruppe på 15-20 personer, der jævnligt mødes i forbindelse med frokoster eller middage, en- og fleredagsrejser, udstillingsbesøg og foredrag på universitetet, hvor vi kan deltage i alle de normale studenteraktiviteter. Jeg er fortsat, på femte år, medlem af universitetets malerhold, der mødes hver onsdag med en dygtig lærer. Af større rejser kan jeg nævne en uge på Sicilien (hvor jeg blev nr. to i klassens fotokonkurrence – med efterfølgende festlig frokost), i Katarernes fodspor i Frankrig, Amalfi-kysten og senest en uge i Schwartzwald og Alsace for at fejre, at vi er blevet færdig med uddannelsen.

For mig har det været fem gode, lærerige og spændende år, så jeg kan kun på det varmeste anbefale andre at gøre ligeså. Det er klart, at spanskkundskaber er en forudsætning for at kunne følge undervisningen, der udelukkende foregår på spansk - MEN der kræves som sagt ikke skriftlige arbejder. Og i løbet af disse år er mit spanske naturligvis blevet meget bedre; Maria beklager sig nogle gange over, at jeg af og til bruger studenterudtryk og slang, som pæne mennesker helst ikke skal bruge.  Alene i Madrid er der fire-fem universiteter, der tilbyder lignende, regulære undervisningsforløb på tre til fem år, så mon ikke der skulle være noget lignende ved Solkysten? Alder er i hvert fald ingen hindring, og jeg er overbevist om, at jeg vil blive ved med at uddanne mig fremover.

Christian F.L. d'Auchamp
Afstemning
****
0 stemmer afgivet

Bestil Håndbog
Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal