Solkysten
Læs Solkysten
BoConcept Mijas
Bolig-udland
AAEstates
SOLKYSTEN - Juni 2013
”Jeg forstår at danskerne kan li’ at bo på Costa del Sol. Her er jo dejligt,”  siger Jan Monrad fra ferielejligheden i Reserva de Higuerón.
”Jeg forstår at danskerne kan li’ at bo på Costa del Sol. Her er jo dejligt,” siger Jan Monrad fra ferielejligheden i Reserva de Higuerón.
Jan Monrad går og tænker på solen
Den danske komiker overvejer en vinterbase på Costa del Sol
Hvad snakker man om med Jan Monrad? Om humor, naturligvis - men sandt at sige er humøret ikke i top denne formiddag i en ferielejlighed i urbanización Reserva del Higuerón. Aftenen forinden er hans planlagte foredrag i Club Danés med kort varsel blevet aflyst.
”Vi havde kun en mundtlig aftale, men jeg synes godt nok det er ejendommeligt...”
Næste gang skal tingene arrangeres bedre, har han lovet sig selv, og det er muligt der bliver en næste gang, for Jan og hans kone Marianne har været på besøg for at finde ud af, om der skal indrettes en fast vinterbase på Costa del Sol.
”Derfor ærgrer det mig også, at foredraget ikke blev til noget, for jeg havde glædet mig til at snakke med folk bagefter, finde ud af hvordan man lever her, og hvad man kan ta’ sig til. Mange spiller golf, ved jeg, men med al respekt for dem har golf aldrig sagt mig noget, og jeg er ikke typen som kan holde til at gå rundt og være ubeskæftiget.”
Monrad er som at sige Rislund, men i de sidste år har den bramfri og hæmningsløse komikerduo nedtrappet aktiviteterne efter Søren Rislunds anden hofteoperation, og til gengæld har Jan Monrad fået lejlighed til at udvikle nogle andre facetter af sin personlighed. Ek-stra-Bladets bagsideskribent er også blevet rejsebogsforfatter (”Dejlige destinationer”), og han er debuteret som tegner med tre Pølsesnak-bøger, hvor levende pølser optræder i et ufiltreret parallelunivers sammen med mennesker. På scenen har Jan lanceret et soloshow, der fungerer på hans egen lidt mere afdæmpede facon. Her indskyder vi et nærliggende spørgsmål til den ene halvdel af Monrad & Rislund:
Er der overhovedet en grænse?

Humorens grænser
”Den er der,” forsikrer Jan, ”men den enkelte satiriker må selv finde ud af hvor den går.”
Det har han tydeligt nok spekuleret en del på.
”Da Estonia forliste i Østersøen gik der kun et døgn eller to, inden de første vitser kom - ikke fra mig, men fra folkedybet. De er en sikkerhedsventil for hændelser, som vi intet kan gøre ved, og - jeg tror faktisk det er sundt! Man må ikke forveksle det med at folk gør nar af de omkomne. Jeg tror tværtimod vi griner på grund af empati.”
Men dette udslag af empati (evnen til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser og situation) kan naturligvis nemt misforstås.
”Jeg hængte selv en joke ud på Facebook om de to sømænd Søren og Eddy, der havde siddet fanget i Somalia, og den måtte jeg trække tilbage for ikke at miste en masse venner. Sådan noget kunne man ikke, syntes folk, selv om satiren gik på rederiet og ikke på dem.”
For at vurdere det, må vi selvfølgelig høre vitsen, der lyder som følger: De to danske søfolk, Søren og Eddy, som forleden blev frigivet fra deres fangenskab i Somalia, er blevet fyret, fordi de gennem længere tid ikke har vist sig på deres arbejdsplads, siger rederiet Shipcrafts direktør John Arne Larsson og fortsætter: "Vi har en mistanke om, at de to søfolk bare har nydt livet i sus og dus under sydens sol med Spies-rejser - rejser du ikke vil hjem fra.”
“Ja, den kom der skarpe reaktioner på, men det må der også gerne. Det er med til at fortælle mig, humor kan være frygtelig farlig, som en kalashnikov. Nogle steder i verden bliver man henrettet for det,” siger Jan Monrad.
- Det er også blevet farligt i Danmark?
“Begrebet selvcensur har vundet indpas i det danske miljø efter Muhammed-krisen. Min kone ville ikke have en af mine tegninger offentliggjort af frygt for at jeg skulle blive en ny Kurt Westergaard, og så har du konflikten,” siger Jan, som endte med at rette lidt i tegningen.
”Det gik altså godt, og det kan heller ikke nytte, vi ikke engang må tale om tingene, så det gør jeg. Jeg er jo en gammel provokatør. Men jeg vil også sige - uden at det skal misforstås - at selv om ytringsfriheden altid holdes frem som det store lys, så har vi jo også lov til at holde kæft. Vi går heller ikke hen til en stor rocker i baren og fortæller ham, hvor grim han er, bare fordi vi har lov til det. Engang imellem skal man måske lade være, i hvert fald når det drejer sig om personlige møder. Det er vanskeligere når vi taler om generaliseringer som vittighedstegninger. Der er en masse pro og contra i den debat, men det hele har i hvert fald fået nogle konsekvenser, også personlige,” siger Jan.
Således kom vi alligevel til at tale om humor, og det er blevet en overraskende alvorlig samtale. Men komikere går jo heller ikke rundt og river vittigheder af sig uafbrudt, som Jan Monrad minder om i samtalens løb:
”En af det værste oplevelser, jeg kan forestille mig, er at blive bænket ved et middagsbord sammen med to ukendte damer, der tror de står over for deres livs morsomste aften. Hvis jeg havde været blikkenslager ville ingen forvente, jeg skulle fare løs på installationerne i køkkenet og badeværelset i pausen mellem hovedretten og desserten. En gang imellem kan jeg finde på at sige noget sjovt, og min indgang til tilværelsen er i bund og grund humoristisk, men folk glemmer nemt der er en anden og mere alvorlig side.”

Ekspert i Kanarieøerne
I dag er Jan blevet 62. Marianne er gået på efterløn som børnehavepædagog, og dermed er der opstået nogle muligheder for at afkorte den danske vinter på Costa del Sol.
“Jeg har sagt til min kone, hun skal slå mig over fingrene, hvis jeg begynder at kigge på boliger til salg, for vi bor godt i Holbæk og har både sommerhus, fem børn og masser af børnebørn derhjemme. Men jeg kunne forestille mig at vi lejede noget en gang om året. Bare der er internet, kan jeg jo lige så godt arbejde her,” siger Jan.
Drømmen om Costa del Sols hvide byer går næsten tre årtier tilbage til et kort besøg i Cómpeta, men det er først blevet til et gensyn i år. Hver januar, når familien planlagde vinterferien, var det Kanarieøerne som trak det længste strå, fordi der trods alt er lidt varmere der.
Det er faktisk blevet til 25 vintre på Kanarieøerne, som Jan i dag kender så godt, at han blandt sine mange aktiviteter også rejser rundt med et foredrag om dem. De seneste år har han imidlertid også været på fastlandet med besøg i Sevilla og Barcelona, og tilsyneladende er det alvor med planerne om en mere fast tilknytning til Spanien. I bilen derhjemme kører der et spanskkursus, fordi han er lidt generet af aldrig at have lært sproget. På Kanarieøerne klarer man sig også fint med engelsk som turist.
Til januar går turen atter til Kanarieøerne, til Gran Canaria, hvor der er aftalt en optræden på en restaurant i Puerto Rico. Til marts - så er de tilbage på Costa del Sol, hvis den nye vinterbase bliver til noget.

Afstemning
****
0 stemmer afgivet
Skrevet af

Bestil Håndbog

Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal