Solkysten
BoConcept Mijas
AAEstates
Læs Solkysten
Bolig-udland
SOLKYSTEN - September 2014
Prøv det selv - Hurra for Modicklinikken
Jeg blev opereret for diskusprolaps to gange i henholdsvis 2001 og 2008, absolut vellykket, og har kunnet passe mit arbejde uden de store problemer.
I efteråret 2012 fik jeg så et alvorligt tilbagefald med stærke smerter i lænden og begyndende lammelser i venstre ben, som pludselig kunne "knække sammen" uden varsel.
"Prolaps igen", tænkte jeg, men det blev totalt afvist med to forskellige MR-scanninger, og jeg fortsatte på Rigshospitalets neurologiske ambulatorium, som fik lavet en "nerve-lednings-test", der konkluderede stærkt nedsat signal gennem flere nerver til lårmusklen. Det forklarede jo lammelsen, men ikke de voldsomme smerter i lænden. Rigshospitalets bedste bud var at "se tiden an", og komme igen om et halvt år.
Som 66-årig er det jo sin sag at "se tiden an", især når man er begyndt at gå med krykker og spise morfin. Så interessen for videnskabens mere eksotiske teorier (læs: alternative muligheder) kom helt naturligt. Foråret 2013 var absolut ikke en fest, og jeg skøjtede rundt på internettet for at finde ud af, om der var nogle andre synspunkter. Fysioterapi med strenge ordre om daglige øvelser, vandbassin og laser tror jeg nok havde en positiv virkning.
I maj måned læste jeg om Hanne Alberts forskning og behandling af såkaldte Modic forandringer. Jeg ringede til hende, og hun tog telefonen mellem pressemøder i London, men gav sig tid til at fortælle, hvad det hele drejede sig om. "Send mig din seneste MR-scanning, så ringer jeg til dig", sagde hun. Lørdagen efter - om aftenen - ringede hun så til mig med beskeden: "Jeg kan godt forstå, du har stærke smerter, du har svære Modic forandringer!".
Den følgende uge sad jeg (og min kone) i toget til Odense. Vi havde i mellemtiden forhørt os lidt rundt omkring hos fagfolk, som nok mente, at teorien om Modic forandringer og ikke mindst behandlingen hørte til et godt stykke ude på "woodoo-skalaen".
Hanne brugte tre timer på at gennemgå min MR-scanning og redegøre for teori og behandling. Alt sammen dybt logisk - og fuldstændig uden bivirkninger (bortset fra en smule bøvl med maven), så det var bare om at komme i gang.
På det tidspunkt kunne jeg ikke gå uden krykker, sov ikke om natten p.g.a. smerter, og tog en ret høj dosis morfin hver dag. Vi satte det mål, at jeg om et halvt år kunne cykle og gå en time, og måske en dag kunne stå på ski igen.
 I juli droppede jeg al smertestillende medicin, i august gik jeg uden krykker, i september kunne jeg cykle og gå næsten normalt i op til en time ad gangen, og i oktober var jeg på en flere dage lang vandretur (i Jerusalem, hvor jeg huskede at sige tak til alle guderne inkl. Hanne for mit nye liv. I marts skal jeg på skiferie!
Udløbere af Modic klinikken vil givetvis skyde op som paddehatte i løbet af de kommende år - med et helt naturligt økonomisk incitament. (I princippet kan enhver, der kan læse en MR-scanning, slå sig ned som Modic behandler og udstede recepter på antibiotika). Hovedklinikken er i Odense, hvor du kan møde de forskere og ildsjæle, som har brugt 12 år på at forstå Modic, og hvis største incitament er et kram fra deres patienter.

Claus Bruun

Afstemning
****
0 stemmer afgivet

Bestil Håndbog
Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal