Genbrug med fornuft

Af Frederik Avenstrup



Den nedlagte stationsbygning i landsbyen Luque (Córdoba provinsen) summer af liv og glade dage. Spanske og udenlandske gæster nyder et let måltid på perronen eller indenfor i den restaurerede godsvogn, mens andre køber delikatesser i spisestedets forretning med lokale specialiteter eller forlader lokalet med en lodseddel til det forestående julelotteri.


Mødestedet for turister på gennemrejse, lastvognschauffører og andet godtfolk ligger direkte ud til landevejen mellem Córdoba og Granada (Crta. Badajoz – Granada N432) Landevejen slanger sig gennem den sydlige del af Córdoba provinsen og Granada provinsen og tager stort set den samme tid som motorvejen mellem de to provinshovedstæder.


Traktørstedet har i mange år været drevet som et familieforetagende under navnet ”Hostal Restaurante Nicol’s”. Indehaverne har forvandlet ventesalen til spisested med bardisk, køkken og en overdækket terrasse. Souvenir- og delikatesseforretning er del af den tidligere billetluge.


Andre bygninger har fået deres anden ungdom. En af lagerbygninger er et tematisk museum om produktionen af olivenolie. Området bag stationen benyttes til sociale begivenheder som bryllupsfester, konfirmationer og runde fødselsdage. Desuden har familen bag projektet åbnet et mindre overnatningsted (hostal) i centrum af Luque.



Stationsbygningen er et smukt eksempel på genbrug med fornuft. Den var fra slutning af det 18. århundrede frem til midten af 80’erne et af knudepunkterne på togforbindelsen mellem Linares (Jaén) og Puente Genil (Córdoba). Statsbanerne kombinerede transport af passager med godstrafik, ikke mindst fragten af olivenolie fra de mange koorperativer til distributører og forhandlere af ”det flydende guld”


Nedlæggelsen af togforbindelsen i midt-firserne førte til forfald af stationsbygningerne, indtil de andalusiske myndigheder og private initiativtagere besluttede at genbruge de bevaringsværdige bygninger til forskellige aktiviteter.


Byen Cabra har eksempelvis et besøgsscenter i den forhenværende stationsbygning. Landbyen Doña Mencía har et af de mest populære spisesteder i den istandsatte station. Møbelbyen Lucena benytter den gamle station til turistkontor.


Jernbanen er for øvrigt forvandlet til en 65 kilometer lang vandre- og cykelsti gennem det naturskønne landskab.


Yderligere information:

www.estaciondeluque.es

www.andalucia.org/en/routes/verde-aceite (engelsk versión)

0 visninger

Avenida Arias Maldonado, 2
Edificio El Molino, Oficina 5

29601 Marbella, Málaga

T: 952 47 22 48

Copyright © 2019

sk printbroker S.L.U.

All rights reserved.

  • facebook