’K’ for Karen, karrieren og kærligheden

Det var egentlig bare meningen, at en purung Karen Jessen ville en kortere tur til Spanien. 40 år, den store kærlighed og tre børn senere er hun her stadigvæk, og hun har ikke set sig tilbage siden. Nu har hun og manden åbnet Baviera Golf, hvor golfglade skandinavere kan slå vejen – og køllen – forbi.


Af Lonnie Kjer · Fotos: Natascha Berg Madsen



”Når jeg bliver stor, så flytter jeg.” Sådan lød meldingen fra Vejen-pigen Karen til forældrene, da hun var barn. Som sagt så gjort, og nu har Karen fra Vejen levet størstedelen af sit liv på Solkysten. Det bliver hun ved med, og kvinden bag rejsefirmaet Cititravel har netop søsat endnu et projekt – til glæde for kystens mange golfelskere.

Hvis du lægger vejen forbi Baviera Golf, øst for Málaga i Caleta de Vélez, vil du opdage, der er sket en hel del den sidste tid. Alt sammen på grund af Karen og manden Carlos’ ihærdige forsøg på at gi’ golfglade skandinavere de allerbedste muligheder for at dyrke deres interesse.


”Stedet trængte mildest talt til en kærlig hånd, og det har vi givet det. Samtidig har vi genansat hele det gamle, opsagte personale, og det er fornøjelse at se, hvor godt det hele fungerer. De gamle kunder kan se, at nu sker der noget, og der kommer også masser af nye ansigter. Alt er sådan set ved det gamle – bare meget, meget bedre,” fortæller en begejstret Karen Jessen.


Farvel, Danmark

Hendes eget spanske eventyr startede for snart fire årtier siden, da en tur som guide på Mallorca førte til et jobtilbud som rejseleder på Solkysten. And the rest is history. En god historie, oven i købet.


”Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle arbejde med turisme, og jeg kunne ikke et ord spansk. Det hele var egentlig bare en undskyldning for at få lov at blive, for jeg ville simpelthen ikke hjem til Danmark igen. Jeg havde det alt for sjovt til at vende hjem.”


Så den unge Karen satte sig på flyet til Málaga. Dengang, hvor en rejse var et noget større projekt og en lidt mere sjælden begivenhed. Dengang, hvor damerne klædte sig pænt på inden afrejse, fik sat hår pænt, og dengang, hvor sildemadder og smøger var en fast del af flyveritualet, når charter-folket skulle sydpå.


Den planlagte måned gik hurtigt, og Karen måtte ringe hjem til familien og fortælle, at eventyret var forlænget på ubestemt tid.



Carlos og kærligheden

”De troede, de skulle hente mig i lufthavnen, så jeg måtte jo forklare dem, at den tur kunne de godt spare sig. Efter en måneds tid kom mine forældre da også på besøg for at se, hvad jeg lavede hernede, og min fars melding ”det havde jeg også gjort, hvis jeg var tyve år”, slog fast, at de sagtens forstod mit valg,” siger Karen, hvis løfte om at komme hjem den følgende sommer heller ikke kunne opfyldes. Universitetsplanerne blev aflyst, det samme gjorde et liv i Danmark. Til gengæld mødte hun Carlos og kærligheden.


”Han var salgsdirektør for en hotelkæde, skiftede job til et firma, der lavede firmarejser i en tid, hvor ikke mange talte flere sprog, så da kontoret manglede folk, der kunne dét, blev jeg ansat, og hurtigt blev vi enige om, at vi da lige så godt bare kunne starte noget selv.”

Selvstændig på Solkysten

Cititravel var en realitet, og det har det været i nu 35 år, hvor parret har designet firmarejser for både amerikanere og europæere. Og nu er der altså endnu et projekt på sidelinjen i det driftige par, der også har ansat alle deres tre børn i deres firmaer – den yngste på det sidste skud på stammen – golfbanen.


”Vi har masser af dygtige folk ansat, men tager os selv af den daglige ledelse og kunne slet ikke forestille os ikke at ha’ masser at lave,” understreger Karen Jessen, der – som resten af familien – er ’ramt af en gal golfbold’.


Golf på hjernen

”Min mand og mine drenge har altid spillet golf, og golf er bare en del af vores liv og har altid været det, så da muligheden pludselig bød sig, kunne det næsten ikke være mere oplagt for os at overtage golfbanen. Og så synes vi, der manglede en rigtig god golfbane her i området. Her hos os hænger pris og kvalitet sammen, vi har ingen aktionærer i klubben, så alle kan beslaglægge banen, og ”ingen kan blokere for nogen,” fortæller en tilfreds Karen Jessen, der høster masser af gode tilkendegivelser og roser fra lige så tilfredse kunder.

Når Solkysten er ’hjem’

Så de snart 40 år på solsiden og Solkysten har budt på gode udfordringer og endnu bedre vejr for 59-årige Karen og 63-årige Carlos par løb. De danske venner og famlien med har selvfølgelig besøgt dem utallige gange, ligesom vejen også af og til går den anden vej.


”Det er jo blevet så utrolig nemt at rejse, og det er både hurtigt og billigt at flyve afsted, og vi har set vores familie og venner lige så meget, som hvis vi havde boet i Danmark. Måske endda mere. Og jeg kunne slet ikke forestille mig ikke at skulle leve livet hernede. Det passer os så godt, og vi holder så meget af både vores arbejde, vejret hernede og hele vores liv. Så at vende hjem til Danmark – dét kommer altså ikke til at ske.”


Læs meget mere om Baviera Golf på www.bavieragolf.com

0 visninger

Avenida Arias Maldonado, 2
Edificio El Molino, Oficina 5

29601 Marbella, Málaga

T: 952 47 22 48

Copyright © 2019

sk printbroker S.L.U.

All rights reserved.

  • facebook