Naturperle i vintertøj

Bjergtoppe i små 2.000 meters højde og dybe grotter der stikker mere end 1.000 meter under jorden. Og så en barsk historie om, hvordan man gennem flere hundrede år slæbte isblokke fra bjergenes tinder til kolde drinks på Costa del Sol.


AF PIA BRUUN · FOTOS: DANIEL BLANCO


Sierra de las Nieves er et fortryllende naturområde, som netop er blevet udnævnt som den tredje Nationalpark i Andalusien.


Bjergkæden skal endelig ikke forveksles med Sierra Nevada, der troner i provinserne Granada og Almería.


El Parque Natural Sierra de las Nieves ligger i den nordvestlige del af Málaga-provinsen og er på i alt godt 20.000 hektar. Parken er omgivet af 11 landkommuner: Alozaina, Casarabonela, El Burgo, Guaro, Istán, Monda, Ojén, Ronda, Tolox, Parauta og Yunquera, som hver især er et idyllisk udgangspunkt for en vandretur i bjergene.



Sierra de las Nieves kan oversættes til noget i retning af ”sneenes bjerge”.


Navnet henviser til de gamle isdepoter på bjergskråningerne.


I vintermånederne kan der være både is og frost i området.


Begrundelserne for at hæve beskyttelsen af naturområdet fra Naturpark til Nationalpark er mange: Sierra de las Nieves er hjemsted for en række truede dyre- og plantearter, som er i fare for helt at forsvinde, med mindre der bliver grebet ind fra officiel side mod ulovlig jagt, forurening, erosion og øget turisme.


Sierra de las Nieves lægger skovbund til en særlig Middelhavsgran, Pinsapo, som kun findes i højder på mellem 700 og 1.700 meter, samt El Quejigo, en steneg, der tåler frost og kan klare det barske klima i op til 2.000 meters højde.


Pinsapo er en type gran, der sammen med den hvide gran er de eneste, der er tilbage på den iberiske halvø.

Faktisk huser området 65% af det spanske pinsapo-område.


Bjergbestiger for en dag

Man behøver ikke ligefrem at være professionel bjergbestiger for at komme op på toppen af La Torrecilla, som med sine 1.919 meter er det næsthøjeste bjerg i Málaga Provinsen efter La Maroma, der ligger i den østlige del tæt på grænsen til Granada-provinsen.


God kondi, vandrestøvler, stave og en madpakke kan gøre det – men sørg for at tjekke vejrudsigten inden.


Den mest kendte rute i Sierra de las Nieves er Quejigales-Torrecilla, der er på i alt 16 kilometer – tur/retur – og kan tilbagelægges på seks timer. Den sidste del af turen, som går op til toppen af Torrecilla, er den hårdeste. Men man kan jo droppe at traske helt op på toppen og nøjes med at nyde udsigten undervejs – og det er bestemt ikke kedeligt!


Sørg for at komme tidligt af sted, hvis idéen er at nå helt op på toppen af Torrecilla, så det ikke bliver mørkt på vejen tilbage. Tag rigeligt med mad og drikkevarer med hjemmefra, en kort, fuldt opladet mobiltelefon og eventuelt et kompas. Vær også opmærksom på, at det kan være hundekoldt på toppen, så sørg for at have vanter, halstørklæde og ekstra overtøj med.



Snegraverne

Undervejs op til Torrecilla i ”bjørnepasset” Puerto del Oso bør du gøre stop ved en af de sne-brønde, der har givet navn til hele området, El Pozo de Nieve. Her finder du en af de mest velbevarede udgaver af slagsen, og der er en informationstavle lige ved siden af. Den er dog knapt så udførlig, som den historie, du får her.


Brugen af sne-brønde til opbevaring af fødevarer går helt tilbage til romertiden, og man holdt først op med at bruge metoden i 1931. De var en slags modernisering af romernes saltlagre og en forløber for nutidens køleskabe.


At ”lave is” var et af de mest barske erhverv, der fandtes på disse breddegrader. ”Los neveros”, som disse hårdføre mænd blev kaldt, startede med at knokle lige så snart, at årets første sne var faldet.


De flyttede nærmest op i bjergene og knoklede både dag og nat. Især om natten, hvor det alligevel var for koldt til, at man kunne sove.


Først skovlede de sneen sammen og lagde det i et kompakt, tykt lag i bunden af brønden. Sne-laget blev dækket til med strå og planter, så blev der lagt et nyt lag sne, så planter og så videre til brønden var fyldt op.


Når isen skulle bruges, blev den brudt op og blandet med sand og strå for at øge holdbarheden og strække isens levetid. Herefter blev det transporteret ned ad bjergskråningen til kysten i blokke på 50 kilo på ryggen af muldyr – i bidende frost og kulde. Også transportarbejdet foregik midt om natten, så isen ikke fik sol og smeltede undervejs.


For at skaffe brænde til varme blev der slagtet tonsvis af træer, og den særlige bjergeg, El Quejigo, var den eneste art, der kunne klare klimaet i de højder, så den havde det særligt hårdt dengang.


Som en lille kuriositet kan nævnes, at Hertugen af Medina Sidonia (Cádiz-provinsen i dag), som ligger mere end 200 kilometer væk, afholdt en jagtmiddag i år 1624 med den daværende Kong Felipe IV og 12.000 inviterede deltagere. I den forbindelse beordrede han, at der hver dag blev transporteret 46 muldyr læsset med is fra Sierra de Las Nieves for at man kunne holde kødet frisk.


Der findes adskillige rester fra områdets sne-brønde, men kun to er restaureret: Den ene i Puerto del Oso og den anden i Puerto del Saucillo.



Langt nede under jorden

Få hundrede meter fra El Pozo de la Nieve i Puerto del Oso findes en af de mest bemærkelsesværdige opdagelser, der er gjort i Sierra de las Nieves i nyere tid.


Et 1.200 meter dybt krater med 12.000 meter underjordiske gange, grotter og huler. Ifølge huleforskere er der tale om den største speleologiske opdagelse i Sydspanien - muligvis en af de vigtigste i hele verden. Speleologi er det de fleste nok bare vil kalde for huleforskning.


Skakten er døbt Sima GESM efter den forskergruppe fra Málaga, som opdagede hulesystemet den 23. september 1972.


Dengang mente man, at tunnelsystemet kun gik mellem 60 og 100 meter ned, men senere ved brug af mere avanceret udstyr lykkedes det for forskere at komme endnu længere ned. I dag antager speleologerne, at gangene borer sig mindst 1,2 kilometer direkte ned i bjerget.


Flere steder er der underjordiske søer og rindende vand

Hele området Sierra de las Nieves er såkaldt karstlandskab, hvor kalkstensunderlaget når frem til overfladen og bliver formet af regn og rindende vand.



Kom godt afsted!

På med vanterne og giv dig selv og dine venner - og ikke mindst den firbenede - en herlig oplevelse. Hvis du har lyst til at kombinere turen med en overnatning i en af de nærliggende landsbyer er udvalget stort.


Der findes masser af charmerende hoteller og pensionater i landsbyerne, der danner rammen om billedskønne Sierra de las Nieves.


Hør mere eller book en guided tur hvis du og vennerne vil med.

Kontakt pia.bruun@gmail.com

0 visninger

Avenida Arias Maldonado, 2
Edificio El Molino, Oficina 5

29601 Marbella, Málaga

T: 952 47 22 48

Copyright © 2019

sk printbroker S.L.U.

All rights reserved.

  • facebook