Andalusiens vilde heste

AF PIA BRUNN

Bjergtoppen Majada del Arce er sparsomt beklædt med urter og små buske, der er vant til kulden i 1.800 meters højde.

Herfra er der en forrygende udsigt over den frugtbare slette Alhambra de Granada mod nord og Middelhavet mod syd.

Området er en del af Naturparken Sierras Almijara, Tejeda og Alhama, der endnu har været forskånet for bebyggelse og turisme.

I århundreder drev mennesket rovdrift på naturparkens træer og snedrivere samlede sne til fremstilling af is til salg blandt indbyggerne langs kysten.

I dag forstyrres freden kun af bjergvandrere og andet fodfolk, der har sat sig for at komme op på toppen af La Maroma, det højeste bjerg i Málaga provinsen.

Derfor kan det overraske, når man pludselig hører en hest vrinske. Men den er god nok.

I det uvejsomme terræn lever Andalusiens vilde heste.

Men hvorfor er der heste på toppen af bjerget? Hvordan kom de der?

Svaret findes i en historie, der går flere år tilbage og som gør denne besætning til en helt speciel slags af heste i naturen i Andalusien.

Overraskende fund

I løbet af foråret 2016 rapporterede bjergbestigere om fundet af otte heste i mere end 2.000 meter over havets overflade.

Bjergbestigerne oplyste at hestene var magre og i dårlig stand, at de ledte efter mad og ellers virkede nysgerrige og venlige.

En gruppe af naturfolk fra Rincón de la Victorias bjergbestigergruppe startede et andragende på Change.org, der blev underskrevet af 953 mennesker. Formålet var at finde en løsning på situationen.

Andraget nåede så langt som til El Refugio del Burrito - en non-profit organisation med base i Fuente de Piedra - samt naturbeskyttelsestjenesten Seprona i Granada.

De satte gang i en ekspedition, som havde til formål at undersøge dyrenes stand.

Ejerløse dyr

I første omgang blev der fundet otte heste: fem hopper, to hingste og et føl. Hestene havde ikke mikrochip.

Ejerne havde fjernet mærkningen og sat dem ud i det fri.

Takket være små græsarealer havde hestene det så godt, at der ikke var nogen grund til at fjerne dem permanent. Men de blev indfanget og undersøgt.

En var styrtet og havde brækket et ben. Dyret blev efter anbefaling fra en dyrlæge aflivet.

Men eksperter fra El Refugio del Burrito besluttede, at det var bedre at lade dem være der, i frihed.

Der er både græs, træer, buske og vand og ingen tvivl om, at hestene havde det bedre i det naturlige miljø end i en stald.

Hestene var desuden fredelige, og trafikken i området går mange kilometer væk, så der er ikke risiko for en ulykke.

Hvem er ejerne?

Parallelt med fundet af hestene indledte Guardia Civil en undersøgelse for at forsøge at finde frem til ejerne. Det lykkedes ikke.

- Det var umuligt at finde ud af, hvem de var, siger kilder fra Seprona.

- På opfordring fra det lokale politi selv, kunne vi spore os frem til de formodede ejere, men de sagde, at de ikke var deres, siger Jesús Ubiña, borgmester i Alhama de Granada.

Under disse omstændigheder og efter at eksperterne fra El Refugio del Burrito havde undersøgt forholdene, blev hestene igen sat fri og som det ser ud nu, virker det som en god beslutning.

I dag fire år efter de første undersøgelser, har hestene ikke skabt problemer. Og flokken er vokset. Af de syv eksemplarer, der var tilbage i 2016, er der nu ti, inklusive et føl.

Lige nu er føllet beklædt med langt, uldent hår, men totterne falder af efterhånden som vi nærmer os sommeren.

Siden nyheden om de vilde heste på toppen af La Maroma er interessen for at se dem vokset og i dag større end spejden efter vilde bjerggeder.

Vilde tam-heste

Cimarrón eller Maroon-hesten kaldes også for en Mustang, og ordet stammer oprindeligt fra det spanske Mesteño.

Sådan har arten heddet siden det 13. århundrede.

Mest kendte er nok de amerikanske ’Mustangs’, som er vist i et utal af westernfilm.

Som i tilfældet med hestene på La Maroma er der tale om ejerløse tamheste, som med tiden er blevet ”vilde”.

De amerikanske ’Mustangs’ stammer egentlig fra Spanien, da de blev sejlet over Atlanterhavet med de første spanske opdagelsesrejsende og erobrere.

Her findes de i reservater, som kontrolleres af myndighederne. Men deres overlevelse er truet.

Der bliver mindre græsningsarealer og hestene skal derfor konkurrere med kvæget, der er mere rentabelt for landbruget.

Der er en anden halv-vild hesterace i Spanien. Det er ’El Marismeño’ - en race, der lever i Nationalparken La Doñana i det sydvestlige Andalusien.

Hestene går frit, men en gang om året bliver de indfanget og undersøgt, føllene bliver taget fra og solgt.

Karakteristika

Vilde heste er meget mere robuste en tamheste. De klarer flere sygdomsangreb og tilpasser sig klimaændringer.

Hovedparten af hestene er ret lave, omkring 145 centimeter, så de minder mest om en stor pony.

De behøver ikke meget foder. De spiser planter, bark og mineraler fra klipperne.

De kan nøjes med meget lidt vand og kan tilbagelægge mange kilometer i hårdt terræn uden hverken vand eller føde.