Brok – specielt lyskebrok

Af Bo Rosenkilde, speciallæge i alm kirurgi · www.docrosenkilde.com

Ved akut kirurgi er patientens valg oftest sat ude af spil, der må gøres hvad der skal gøres - og man følger, hvad den modtagende læge siger. Men ved de planlagte operationer er der oftest mulighed for at vælge mellem forskellige behandlinger. Dette gælder for eksempel behandlingen af åreknuder i benene, brokoperationer og brystcanceroperationer. Operationer, som alle foretages i min klinik, hvorfor jeg finder det belejligt at sige noget generelt om disse ofte svære valg. For der er altid fordele og ulemper ved en hver behandling.

Lyskebrok

Problemet er i al sin korthed, at bugvæggen har givet efter og bugindholdet, herunder tarmene kan trænge ud gennem en defekt i bugvæggen med smerter til følge; og som i værste fald kan blive klemt inde, en tarmslyngstilstand, der kræver akut operation. En akut operation har altid flere komplikationer, og i dette tilfælde kan der blive tale om at fjerne et stykke af tarmen - en alvorlig operation. Lyskebrok er derfor et typisk eksempel på, at det er værd, at få foretaget operationen planlagt.

For år tilbage var der ikke andet at gøre end at få ”proppet” bugindholdet på plads inde i bughulen og se at få lukket defekten så godt som muligt. Da defekten som sagt skyldes en svaghed i bugvæggen var der ikke andet at gøre end at sy hullet til, men da svagheden ikke bare drejer sig om et hul men om selve bugvæggen, så kan man ikke påregne, at der er noget at sy i, der vil holde. Derfor har man gennem årene udviklet forskellige metoder til at bruge det omliggende væv til at forstærke syningen. Men overordnet set var der tilbagefald i ca en fjerdedel af tilfældene!

Først inden for den sidste snes år er det blevet muligt at indsætte et kunststofnet, som ikke var alt for vævsirriterende. Fordelen ved den metode er, at man kan forstærke det svage område uden at gøre et andet område svagere. Der var i begyndelse stor skepsis, fordi det var vanskeligt at forestille sig, at der ikke ville komme nogen vævsreaktion.

I dag er der ikke længere tvivl, nettene giver langt færre tilbagefald end de gamle metoder. Ulempen er selvfølgelig, at mange kan mærke ”noget” i lang tid efter. Men langt de fleste kommer sig hurtigere end tidligere. Nogle få får kroniske smerter. En yderligere ulempe er, at når først nettet har sat sig fast, er det ikke til at fjerne igen.

Efter kikkertkirurgiens indtog er det også blevet muligt at sætte net fast indefra, dvs via såkaldte laperoscoper, som føres ind i bughulen, hvor brokket kan ses indefra. Her kan man så trække brokket ind i bughulen og lægge nettet ind på bagsiden af bugvæggen. Fordelen er at man ikke kan mærke meget til det efterfølgende, men den store ulempe er, at man risikerer at beskadige tarmene under operationen, og ironisk nok kan man komme til at lave et brok, der hvor man har ført sine kikkerter ind. Endelig er der også beskrevet gener ved at lade hæfteklammerne side på indersiden af bughulen, hvor også de kan beskadige tarmen. Endelig kan denne procedure ikke foregå i lokalbedøvelse, og den tager betydeligt længere tid end at indsætte nette udefra.

Hvad skal man så vælge?

Indsættelse af nettet udefra virker håndværksmæssigt rigtigst. Der er stort set ikke nogen risiko at løbe ved denne procedure. Infektionsrisikoen er der ved begge metoder, men man beskadiger ikke nær så let tarmen ved indsættelse udefra. Kun operation udefra kan lade sig gøre i lokalbedøvelse. Endelig er risikoen for tilbagefald stort set lige stor ved begge procedurer.