Den spanske syge var alle pandemiers moder. Lige nu trækker vi på erfaringerne

Af Frederik Avenstrup


Coronapandemien bølger hen over jordkloden, men vi er ikke uforberedte. Det var vi derimod for 102 år siden, da den spanske syge slog 20-40 millioner mennesker ihjel på verdensplan. Myndigheder og politikere bagatelliserede sygdommen på et alt for tidligt tidspunkt. Meget af den viden, vi har i dag om pandemier,

er erfaringer fra sygen, der ramte os i 1918.


En ung kvinde vaklede ind ad porten til Garnisons Hospitalet tæt på Kongens Have i København. Det var en julidag i midten af 1918. Mathilde Nielsen, som kvinden hed, var sygeplejerske og havde ansvar for de militære patienter på Sølvgade Kasserne, der var blevet ramt af den nye mystiske influenza. I to nætter havde Mathilde Nielsen passet sin vagt på trods af feber, hendes tilstand var nu forværret, og hun indfandt sig for at melde sig syg.


Den 35-årige kvinde fra Valby nåede dog aldrig hjem i sin egen seng igen. Hun blev indlagt på hospitalet, og ikke længe efter døde hun.


Mathilde Nielsen var det første danske dødsoffer for den spanske syge. Der blev kun udgivet en lille notits i avisen som stod halvvejs inde, 18. juli 1918, og i dagene, der fulgte, bragte avisen yderligere to småartikler. Den ene fortalte læserne, at den unge sygeplejerske ifølge statslæge havde været »temmelig overbebyrdet med arbejde« på grund af epidemiudbruddet, og den anden var en lille reportage fra Vestre Kirkegård, hvor hun blev begravet.


Ceremonien i kapellet var, skrev journalisten, noget af det mest gribende, han havde oplevet, og selv korsangerne blev tydeligt bevæget midt i salmesangen. Uden for kapellet befandt et lille hold soldater sig tilfældigvis, da den hvide kiste blev båret ud, og de tog opstilling ved kisten.


Soldaterne gav nu militær honnør mod kisten med den døde sygeplejerske.


I avisen blev Mathilde Nielsen udfoldet som en skæbne, men i de følgende måneder blev dødsofrene til et tal, der voksede ufortrødent. Virussen, som kaldes alle pandemiers moder, nåede at slå omkring 15.000 danskere ihjel, mens man på verdensplan regner med, at den tog livet af mellem 20 og 40 millioner mennesker mellem 1918 og 1919.


Den spanske syge og coronavirussen, som nu bølger hen over jordkloden, er ikke samme type sygdom. Pandemien, der ramte for godt 100 år siden, skyldtes en influenzavirus, mens coronavirus, eller covid-19, som den mere specifikt hedder, er en alvorlig luftvejsvirus, ligesom også Sars var.


Alligevel er den spanske syge aktualiseret på ny på grund af coronaviruspandemien. Selv om den gamle sygdom for de fleste af os lyder som noget fra en fjern fortid i stil med norske brystdråber og hvide galocher, er den gamle pandemi i virkeligheden aldrig blevet sluppet af forskerne. Den er derimod blevet indgående studeret for bedre at kunne forudse, hvordan store trusler mod folkesundheden kan brede sig.


Selv sundhedsminister Magnus Heunicke (S) nævnte »den spanske syge i 1918« på regeringens pressemøde tidligere på ugen som illustration af, hvor alvorligt vi skal tage coronavirussen.


»Det er en af de største tragedier i danmarkshistorien. Men vi vidste også, at en ny pandemi kunne komme igen når som helst«, forklarer Tommy Heisz, der er forfatter til bogen ’Den spanske syge – da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark’.


Mange af de erfaringer, vi har fra pandemien i 1918, trækker myndighederne netop aktivt på nu, forklarer forfatteren:


Det, vi kan se nu, er, at, vi har lært noget af historien, for historien om den spanske syge viser, hvad der sker, hvis politikere og myndigheder ikke indretter sig efter alvoren og først griber ind for sent og for halvhjertet.

Syge cirkusartister og marinesoldater

Skruer vi tiden tilbage til de tidlige sommermåneder 1918 og ser på, hvordan de danske myndigheder, medier og befolkning reagerede dengang, kan man både se påfaldende ligheder og forskelle til i dag.


Mathilde Nielsens død blev en historie, som optog folk meget, fordi hun var den første. På det tidspunkt havde danskerne allerede hørt om den her nye sygdom, som folk døde af i Europa, og frygten begyndte at brede sig i befolkningen. Det svarer til den situation, vi stod i sidste uge før de første dødsfald.


8. juli 1918 lagde en torpedobåd fra den danske marine til kajs i Helsingør fuld af syge besætningsmedlemmer. De blev kørt til epidemihospitalet i København, og marinesoldaterne blev siden hen omtalt som dem, der bragte sygdommen til Danmark. Men i dag ved man at der var sygdomsramte danskere flere andre steder i landet. For eksempel blev to artister fra et omrejsende cirkus syge allerede 7. juli 1918. Også to politimænd, der holdt vagt ved cirkusteltet, blev smittet.


I København kom en mand vaklende ind hos en militærlæge i Bredgade, og lægen konstaterede sygdommen. Manden havde været i Berlin og havde boet på hotel, og han fortalte, at mange af de andre gæster lå med den spanske syge.


Det minder lidt om det, vi har været igennem, hvor folk er kommet hjem fra rejser i Italien og Østrig og har taget sygdommen med sig.


Militærlægen bad patienten om at holde sengen, indtil han var rask, men det havde han ikke tid til, for han skulle til Jylland.


Lægen forsøgte forgæves at overtale sin patient til ikke at rejse, men han endte med at tage toget tværs gennem landet.


Forskellen fra andre kendte virusser – og nu også corona – er, at den spanske syge ret atypisk brød ud midt om sommeren. Og at den ramte de unge mellem 20 og 40 år, altså folk i deres bedste alder.

Hvorfor blev den kaldt ”Den Spanske Syge”

Forskerne mener i dag, at den spanske syge – ligesom coronavirus – opstod fra dyr. Den vandrede formentlig fra andefugle til svin, og derfra vandrede den videre til mennesker. Nogle forskere hævder også, at det startede i Frankrig i 1916 eller Kina i 1917, mange undersøgelser placerer de første tilfælde på Fort Riley militærbase (USA) den 4. marts 1918.


Der gik rygter om, at den frygtelige sygdom stammede fra de stinkende gasdampe, der emmede fra de rådne lig ved fronten. Soldater under Første Verdenskrig levede under groteske og uhumske forhold i skyttegravene, så man mente at sygdommen opstod her.


Efter registrering af de første tilfælde i Europa spredte influenzaen sig til Spanien. Spanske aviser var de første til at rapportere om en sygdom, der dræbte befolkningen.


I resten af Europa og på begge sider af de allierede linjer censurerede de al information for ikke at demoralisere tropperne eller vise svaghed for fjenden. Således blev det kun nyhed i de neutrale lande i Første Verdenskrig som Spanien var, her blev ingen offentliggjorte rapporter om sygdommen og dens konsekvenser censurerede, i modsætning til de andre lande, der kun fokuserede på krigen. Det var det første og eneste land, der tog sig af problemet.


Til at begynde med forsøgte de spanske medier at give det et fremmed navn som ‘Soldaten fra Napoli’ eller ‘Sygdommen på mode’. Efter at en korrespondent fra The Times i Madrid have informeret om situationen, blev udtrykket “Den spanske syge” spredt over resten af verden fra sommeren 1918.


Og til trods for at Spanien ikke var epicenteret, var Spanien et af de lande der blev hårdest ramt med 8 millioner inficerede og 300.000 døde.

Den helt forkerte bacille

I 1918 anede man ikke, hvad man havde med at gøre. Men man fik selvtilliden til hurtigt at finde en kur var imidlertid stor på Statens Serum Institut i København, hvor man straks forsøgte at knække koden.


Siden slutningen af 1800-tallet havde man gjort nogle gevaldige kvantespring inden for bakteriologien, vacciner var udviklet, og nogle af de før så dødelige sygdomme var blevet slået ned.


Oluf Thomsen, der var Serum Instituttets afdelingschef i 1918, konkluderede hurtigt, at der var tale om den såkaldte pfeiffer-bacille, som allerede var kendt. Problemet var bare, at pfeiffer-bacillen – selv om den var konstateret på nogle patienter – ikke var årsag til den spanske syge, og det måtte han siden erkende.


Man var på herrens mark, for man kunne ikke gennemskue, hvad man havde med at gøre. Først 15 år senere fik man mikroskoper, der var stærke nok til, at man kunne studere virus. Samtidig undervurderede man, hvor voldsomt sygdommen kunne udvikle sig.


Afmægtighed og næseblod

Det gik stærkt. Hospitalerne blev snart overfyldt, og der blev oprettet nødlazaretter mange steder.


Det er i dag stadig en gåde, hvorfor den spanske syge ramte de unge med størst brutalitet, og hvorfor dødeligheden derfor var så høj blandt de 20-40-årige. Ny forskning peger på, at det skyldtes, at den ældre generation – dem, der var over 40 år i 1918 – tidligt i livet havde været udsat for en influenza-virus, der gav dem en form for immunitet. Samtidig kan generationen mellem 20 og 40 år i deres tidlige år have været udsat for en virus, der har skabt ændringer i deres immunforsvar, så de var ekstra sårbare, da den spanske syge ramte i 1918.


Patienterne havde høj feber, hovedpine, afmægtighedsfornemmelse, smerter i ørene, diarre, opkast, de hostede sekret op og havde blødninger fra næse og mund. De fleste der døde havde tydelige symptomer af lungebetændelse, som ikke kunne bekæmpes da man ikke havde penicillin.


Mens myndighederne undervurderede sygdommen, blev borgerne ved med at mødes, børn på privatskoler skulle stadig møde op og arrangementer blev ikke aflyst. Da myndighederne endelig begyndte at lukke biograferne og teatrene, havde det ikke den store effekt. Sygdommen gik sin gang for først at løje af omkring midten af august 1918 uden dog helt at forsvinde.

Anden og tredje-bølge

I oktober 1918 begyndte danskerne igen at blive syge, måneden efter toppede antallet af smittede med næsten 160.000, og nu tog sygdommen endnu flere med sig i døden.


Det var også i andenbølgen, at man begyndte at se, hvad pandemien gjorde ved borgerne. Nogle forsøgte at kapitalisere på sygdommen og satte annoncer i avisen for alskens kvaksalverkure i form af whisky, maltøl og cigarer. Andre udviste borgersind, og det var netop i den periode, at Københavns Epidemibureau blev dannet af den københavnske Lægeforening: Folk meldte sig frivilligt i stort antal, også til Røde Kors, for at hjælpe de syge medborgere.


Først i løbet af februar 1919 begyndte sygdommen igen at klinge af, og i maj 1919 kunne landet igen ånde lettet op.


I 1920 kom tredjebølgen af den spanske syge, også kaldet efterskælvet, hvor omkring 3.000 døde af sygdommen. Hvilken virus verden havde været ramt af, og hvad der var årsagen til, at 1-2 procent af verdens befolkning døde i løbet af relativt kort tid, skulle man først finde ud af mere præcist i 2005.


Den spanske syge var en influenza A H1N1, som i 1918 var helt ny, ligesom coronavirussen er for os i dag.


Hvem er du som borger?

Erfaringerne fra den spanske syge er aktualiseret af coronapandemien. Mens forskerne trækker på de videnskabelige erfaringer, kan vi som borgere bruge historien til at reflektere over, hvad vi forventer af vores velfærdssamfund og os selv i en sundhedskrise af den her skala.


Konsekvenserne af den spanske syge var selvfølgelig langt mere vidtrækkende. Utrolig mange børn blev forældreløse dengang, fordi forældregenerationen var særlig udsat, mange døde, og man kunne stå i en situation, hvor man var nødt til at overtage naboens børn.


I dag er vi heldige at leve i et velfærdssamfund, hvor staten påtager sig en masse ansvar, men samtidig kan det også have den effekt, at man som borger kommer til at opføre sig som et barn, der har lyst til at udfordre grænserne og gøre det modsatte af, hvad myndighederne siger.


Som vi ser i de her dage og uger, får pandemien nogle til at hamstre toiletpapir, nogle stjæler og sælger håndsprit til ågerpriser, folk er ligeglade og føler sig krænket af, at myndighederne skal bestemme at man skal holde sig inden døre og trodser disse anvisninger, selvom de er ment for at beskytte os. Men der er også andre, der udviser borgersind og føler en forpligtelse til at hjælpe deres medborgere.


Spørgsmålet er: Hvor langt vil vi gå for at hjælpe mennesker, vi ikke kender?


49 visninger

Avenida Arias Maldonado, 2
Edificio El Molino, Oficina 5

29601 Marbella, Málaga

T: 952 47 22 48

Copyright © 2019

sk printbroker S.L.U.

All rights reserved.

  • facebook