Du må godt tro du er noget

En sætning jeg husker fra min barndom var, hvis man f.eks. så en

mand i en overdreven lækker bil. Så sagde folk:

»Lad være med at kigge efter ham. Han skal ikke have lov at tro, han er noget«.

Af Jesper Grønkjær · Forfatter og foredragsholder,

læs mere om ham på www.tryllestav.dk

Den opfattelse sad i mig i mange år, indtil jeg for nylig vendte situationen på hovedet. Når jeg nu passerer en mand i en fed sportsvogn, så ikke alene overglor jeg bilen, jeg viser ham også min respekt ved at smile anerkendende til ham. For selvfølgelig skal manden have lov at tro, at han er noget. Han har jo nået dét, der er andre der drømmer om, og hvorfor i alverden skal det ikke anerkendes?

Måske han har slidt og slæbt, måske han har prioriteret nøje, måske han bare har været heldig. Men uanset hvad, så er og bliver misundelse en grim ting.

Men inden jeg påstår mig selv helt frelst, så kan jeg tilsvarende tage mig selv i at se fodboldkamp på tv og håbe, at en spiller som f.eks. Ronald brænder straffesparket.

Og jeg ved, at vi er mange, der kan have det sådan.

Ikke lige med Ronaldo, eller med en sportsvogn, men i situationen, hvor man ikke helt under andre det bedste.

Inderst inde er det jo dybt ynkeligt, men givetvis også noget i den danske jantelov. Jeg er i hvert fald overbevist om, at man i USA aldrig vil rynke på næsen over en person, der har opnået, det han ville. Tværtimod.

Derovre bliver drømmene udlevet big time og folk får respekt på den konto.

Den forskel i mentalitet kommer også til udtryk på anden vis. Hvis man i Danmark spøger en flok skoleelever, hvem der har scoret topkarakter til en eksamen, så vil de pågældende elever række en forsigtig hånd op.

Og spørger man dernæst, hvad årsagen til deres gode resultat er, så vil mange af dem lidt undskyldende svare, at de var heldige med emnet.

Men stiller man samme spørgsmål i USA, så vil eleverne stolt række armen i vejret. Ja, de vil måske endda rejse sig fra stolen.

Og til spørgsmålet om, hvorfor de fik den succes, vil de kigge én i øjnene og sige: »fordi jeg var dygtig«.

Jeg ved ikke, hvad jeg syntes er bedst. Og i min optik har ydmyghed bestemt også sin charme. Omvendt er der ej heller grund til at gå og skamme sig over, at man på et givent felt er dygtig, eller at man har gjort det godt i livet.

Det er blot vigtigt at huske på - og det er, hvad enten man er den succesfulde part eller den modsatte, der ærgres over sin egen manglende formåen, at vi alle rummer evner på et-eller-andet plan.

Det kan godt være, at Sofus i gymnasiet ikke er den bedste til matematik, men så er han måske god til at spille guitar. Og måske Sara har lidt svært ved regnearkene på kontoret, men så er hun måske det sociale omdrejningspunkt i kantinen.

Vi rummer alle noget godt, og det er dét, vi skal fremelske hos hinanden.

Vi skal ikke nødvendigvis stræbe efter at være den bedste til det hele. Jeg vil bestemt også gerne være den bedste tryllekunstner i Danmark... Ja, eller den bedste foredragsholder, klummeskribent m.m. Men som årene er gået, har jeg fundet fred med, at det nok ikke kommer til at ske. Og hvad så? Så kan jeg forhåbentlig noget, som de andre ikke kan.

Dermed sagt skal du ikke have forventninger til dig selv om, at du er den bedste i klassen, den bedste på arbejdspladsen, den bedste på fodboldholdet osv.

Men du kan stille krav til dig selv om, at du hver eneste dag er den bedste udgave af dig selv, du kan være. Det er både et krav du kan indfri, og et krav som er rimeligt at dine omgivelser stiller.

Og hvis du lever op til det, så forventer vi ikke meget mere af dig.

Og noget af det bedste, jeg kan være af mig selv, det er, når jeg ikke vender hovedet demonstrativt væk, når jeg ser en mand i en lækker sportsvogn.

Jeg vil fremover vise ham »tommel op«, og jeg er sikker på, at vi i sidste ende begge får en gladere hverdag ud af det.