En fest for livet
Af Jesper Grønkjær · Forfatter og foredragsholder, læs mere om ham på www.tryllestav.dk
Som far til en fantasifuld pige på 11 år er jeg vant til lidt af hvert. Alligevel kom det bag på mig, da jeg i starten af corona-krisen kom kørende i kvarteret, og så hende og en veninde kom gående med faste skridt og et skilt i hånden. De var klædt ud fra top til tå, som var de på vej til karneval. Det kaldte selvfølgelig på en forklaring fra datter til far:
- ”Vi strejker”, forklarede hun, men kunne givetvis se, at jeg ikke fandt hendes svar helt fuldendt i forhold til min forbløffelse. Så hun uddybede:
- ”Det er simpelthen så træls, at det eneste folk kan tale om er corona. Det er kun det man ser på tv og det er det som alle voksne snakker om. Og jo mere de snakker, jo mere kede af det og sure bliver de. Så nu har vi bestemt os for at gå med et skilt der viser at vi demonstrere og ikke gider brokkende voksne. Og vi har klædt os ud, så de får noget at grine af – og på den måde glemmer de deres triste tanker” forklarede hun.
Dette var som sagt i de første uger af krisen og endnu inden man for alvor havde set omfanget. Men pigernes plan lykkes. Jeg kom i hvertfald selv til at smile. For om end det er børnelogik, og selv om de ikke har vi voksnes konsekvensberegning i det, der er en historisk skæbnefortælling og vil påvirke verdenssituationen, så har de jo lidt ret.
Vores egen lille familie skulle netop nu være på vej på et fire uger langt eventyr, hvor vi først skulle udforske junglen i Costa Rica, for dernæst at bo i den hytte jeg for længst har booket midt på den caribiske strand. Turen har været planlagt og sparet op til i et halvt år, børnene taget ud af skolen, min frue har omlagt sin sommerferie, og jeg selv har ryddet kalenderen. Alle vacciner er skudt ind i kroppen og rygsækken står pakket. Alt betalt – og en del uden mulighed for refusion. Skuffelsen var dermed til at forstå, da jeg måtte overbringe børnene den triste nyhed om at alt er aflyst. Jeg forsøgte ingenlunde at nedgøre deres følelser, men forklarede:
- ”Jeg er også vanvittig ærgerlig. Jeg har lyst til at stampe i gulvet og råbe ”SATANS”. Men uanset hvor hårdt jeg tramper og uanset hvor højt vi råber, så får vi ikke rejsen af den grund”.
Og det er netop det der er min pointe – og nu også pigernes: selve situationen med corona, lukkede skoler, løntab, aflyst fødselsdage, rejse, osv. kan man ikke gøre noget som helst ved. Men vi bestemmer selv om vi vil være sure eller glade, mens vi ikke gør noget ved det.
…og dog. Da vi for nylig rundede den 4. uge med aflyste skoler, hjemmeundervisning, usikker økonomi m.m. valgte vi at fokusere på det gode fremfor det negative. Vi er trods alt i live og har det godt. Vi afholdte derfor vores egen fest for at huske livsglæden - selv i en hård tid. Vi havde festmiddag med hjemmelavet menukort, dug og levende lys på bordet, blomster, balloner, bordbomber, serpentiner og flag. Gæsterne, som blot bestod af os selv, var i smoking og kjole. Der blev danset disco i de kulørte lampers skær, der var indlagte overraskelser, hjemmelavet dessert og lakridssnørebånds-konkurrence....og latter!
Livet er værdifuldt og det skal vi huske....selv en helt almindelig onsdag aften:).
