top of page

Et af livets svære valg - vin til juleaften og julefrokost

Af Kent Odgaard · La Cuenta Vinos · lacvinos.es



Nogle glæder sig meget og andre er ikke helt så begejstrede, men vi skal igennem det, for nu nærmer vi os december. Selvom man næsten ikke synes, man har nået at synke maden fra sidste års festmåltid ned, begynder der så småt at dukke julefrokoster op, og juleaften er inden for rækkevidde. Den fede julemad gør sit indtog og med den kommer de svære beslutninger omkring drikkevarerne. For julemaden er jo stort set fastsat, der har man som dansker ikke så mange valgmuligheder. Menuerne til julefrokost og juleaften varierer jo ikke meget fra år til år, med mindre man er til en spansk julefrokost.


Så hvad skal man drikke? Hvilken vin passer godt til julemaden? For selvfølgelig skal man have vin til maden, og den skal helst være god til julefrokosten og rigtig god til juleaften. Gem frikadellevinen væk og stil kvalitetsvinen på bordet.


Julemaden er en af de store udfordringer til vin, da der er masser af fedt, syre, sødme, fisk, gris og diverse syltede genstande i en stor sammenblanding. Man burde måske til en julefrokost have en 6-7 vine for at ramme rigtigt til alle retter, men hvis man også skal have et par snapse og lidt juleøl, ville de fleste nok ikke nå til risalamanden, før de ikke længere kunne sidde oprejst. Så vi gør vores bedste for at komme med nogle forslag der kan dække flere retter.


Vin til Julefrokost

Her handler det nogle gange om store mængder alkohol, så måske skal man starte med en god vin, for så at rykke en klasse ned, når man når til de sidste retter, da man sandsynligvis ikke helt kan smage så meget, når man har drukket tre-fire snaps, lige så mange glas vin og et par øl.



Fisk

Til de første retter med fisk er der flere muligheder. De marinerede sild er svære at matche, og her passer en øl og snaps jo altså ret godt, men skal man have en vin til, skal den have lidt sødme, hvor for eksempel Bornos Sauvignon Blanc kunne være en mulighed. Til de andre fiskeretter, som normalt er lidt federe, vil en fed fadlagret Chardonnay som Anayón Chardonnay være et godt valg eller hvis man vil op i en rigtig høj klasse, er La Fillaboa, en Albariño fra Rias Baixas, et fantastisk valg. Det er en hvidvin fra 2010, som har ligget 6 år på ståltank og er blevet dejlig fyldig. Begge vine passer fint til smørstegt fiskefilet og røget laks. Skal man have tarteletter, vil disse hvidvine også passe perfekt.


En god mousserende vin eller Cava kan også være et lidt anderledes alternativ til de første retter. Sensum Laxas, som er fremstillet på Albariño-druen er et godt valg.


Grisekød

Der er en del forskel på smagen, sødmen og fedmen af de retter der laves af gris og samtidig får man ofte rødkål, rødbeder og sennep til, så også her kan det være svært at ramme en allround’er.


Er der ribbensteg på bordet, kan man godt fortsætte med hvidvinene, som blev drukket til fiskefilet og laks. Vil man gerne have rødvin til, skal den gerne have en fast syre- og tanninstruktur og er der godt med fedt på, skal den have noget modspil. Det man kan få fra en Toro-vin som Orot Crianza eller Matsu el Recio.


Så har vi frikadeller, leverpostej med rødkål og bacon, rullepølse med rå løg, medisterpølse, skinke og måske et par retter mere, som man jo gerne spiser i lidt en blanding, så hvordan dækker vi dem alle på én gang? Her er det igen en mulighed med en fed hvidvin som Anayón Chardonnay eller en rødvin med god syre, bløde tanniner og frugtig smag som Anayón Cariñena, VS Murua fra Rioja eller Monasterio de Los Olivos fra Castilla Leon.


Vin til juleaften

Flæskesteg og and er jo de typiske hovedretter til juleaften, selvom der også er nogle få der spiser kalkun og gås, og lidt mere regionsbestemt er medisterpølsen.


Vi holder os til flæskestegen og anden, så vi dækker de fleste julemiddage. Tilbehøret til retterne er normalt det samme, nemlig rødkål, brunede kartofler, almindelige kartofler, franske kartofler og en rigtig god fed sovs. Det er her udfordringen ligger for hvilken vin er god både til kødet og de forskellige typer tilbehør.


Flæskesteg

Flæskestegen kan klare både rød og hvidvin. Den er ikke lige så fed som en ribbensteg og behøver ikke helt det samme modspil, så derfor skal rødvinen ikke være for tung, men må stadig godt have noget alkohol, så der kan man fx drikke en vin på Garnachadruen eller en Pinot Noir. Her kan vi anbefale Iñaki Nuñez Garnacha eller Castillo de Monjardin Pinot Noir.


Som hvidvin vil en Albariño fra Rias Baixas være at foretrække, som for eksempel Gaudila, Gaudila Sobre Lias eller den helt fantastiske La Fillaboa.

Et alternativ kan være at drikke mousserende vin til, som for eksempel Sensum Laxas.


And

Til anden skal der være fedme, fylde og sødme og et perfekt valg vil være Diodoro fra Ribera del Duero, som har alle de kvaliteter vi søger. Et andet valg kunne være Tagonius Syrah fra Madrid, men den findes der kun en meget begrænset mængde af og man kan også vælge en god allrounder til en lavere pris, som Romantica Crianza eller Buró Seleccion, der dog ikke rammer helt så godt som Diodoro.


Risalamande

Der skal jo gerne noget sødt til desserten, så Anayon Moscatel der er fadlageret og har en smule frugt, blomst og honning i smagen, passer fint, specielt hvis man ikke er fan af kirsebærsovs og ellers skal vi nok over i noget, der ikke er fra Spanien, for portvin klarer sig rigtig godt til risalamande. Enten skal det være ruby stilen, men tawny er også en mulighed, så hvis man finder en af disse to typer, vil de begge være fine valg.


Hvad skal man vælge?

Hvis man nu skal spise lidt af det hele juleaften, hvad skal man så vælge? Skal man drikke alle vinene, så bliver det jo lidt en smagsforvirring og muligvis bliver man mere beruset end man har planlagt.


Det nemmeste er nok, at jeg fortæller hvilke vine der bliver serveret til min juleaften og hvordan jeg drikker dem. Vi får altid både flæskesteg og and og til dessert risalamande - altså den helt traditionelle menu.


Inden maden får vi et glas Sensum Laxas og så kommer der både Gaudila og Diodoro på bordet, når hovedretterne serveres. Første angreb er flæskestegen, hvor jeg drikker Gaudila, og i runde to tager jeg and og godt med sovs til, sammen med Diodoro og som afslutning til desserten, et lille glas Anayón Moscatel.


Reelt spiser jeg måske flere portioner and, så jeg kan drikke noget mere Diodoro, men for at jeg ikke skal lyde alt for vestjysk, så siger vi bare at det kun er en portion af hver.


Til julefrokost bliver det sandsynligvis øl og snaps til silden, Anayón Chardonnay til resten af fisken og VS Murua til de mange retter med svin. Jeg er ikke den store fan af ribbensteg til julefrokost, da den ofte er alt for fed, så der er ikke nogen grund til at tage en ekstra vin med til den. Risalamanden til julefrokost er jo aldrig som mor laver den, så jeg må indrømme, at jeg også tit springer den over, men hvis den skal indtages sammen med noget, bliver det Anayón Moscatel og med kun et par dråber kirsebærsovs på.

Husk at rødvinen skal serveres ved 16-18 grader og ikke stuetemperatur, da alkoholen kan blive for fremtrædende ved høj temperatur.


Julemarked

Lørdag den 23. november fra 16.00-19.00 og søndag den 24. november fra 13.00-16.00 holder vi julemarked, hvor der er mulighed for at smage på forskellige vine og øl, købe æbleskiver og gløgg og forskellige producenter fra lokalområdet udstiller og sælger deres varer.


Vi ses hos La Cuenta Vinos på Camino Selene, Las Lagunas de Mijas.

43 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
Solkysten-logo.gif
bottom of page