Klippekirken i Fortabelsens By

Midt i Málagas vildeste bjerge ligger resterne af Bobastro, som var tæt på at ændre spanienshistorien


Mange har fundet vej til El Chorro på grund af den popularitet el Caminito del Rey har. Den utrolige gangsti fastgjort på en lodret klippevæg i hundrede meters højde øver en uimodståelig tiltrækning på de eventyrlystne, der ser stien forsvinde ind i et smalt bjergpas til en hemmelig verden.


Færre ved at lige i nærheden skjuler bjergene en anden hemmelighed. Det er Fortabelsens By. Dens rigtige navn var Bobastro, men middelalderens arabiske krønikeskrivere brugte et ildevarslende tilnavn, hver gang de skrev om den, og det gjorde de tit. I et halvt århundrede var den Córdoba-emirernes største mareridt. På toppen af et forrevet bjerg havde landets indfødte befolkning forskanset sig imod deres fremmede herrer, og herfra kontrollerede rebellerne på et tidspunkt et territorium på størrelse med Danmark.


Der var ingen måde at fordrive dem fra deres tilflugtssted, som stadig virker vildt i sammenligning med kystens friserede villakvarterer. I dag får man dog kun et blegt indtryk, fordi landskabet er helt forandret af El Chorros hydroelektriske industrianlæg. Ved Bobastros grundlæggelse i 800-tallets sidste årtier var bjergfæstningens lodrette vægge også omringet af Guadalhorceflodens utæmmede vandmasser. Nu flyder vandet roligt ud i El Chorros kunstige sø, og på den anden side af søen er der asfalt på den stejle vej op til oprørernes hovedstad. Halvvejs oppe parkerer du bilen i rabatten og følger en skovsti til byens vigtigste minde.


Stenhuggernes mesterværk

Stien snor sig langs med bjergets kant, og de første tegn på menneskelig beboelse dukker op. Foden finder en gang imellem støtte på et primitivt trappetrin hugget ud af klippen. Oppe ad skrænten skimtes bymurens rester inde i vildnisset, og nede ved stien passerer du et rektangulært bassin til opbevaring af drikkevandet. Udhugningen af dette og andre bassiner har samtidig givet kvadersten til muren og andre byggerier over jordhøjde. Et sted hænger nogle påbegyndte kvadersten stadig fast i fjeldet, hvor deres regelmæssige mønster fremhæves af græsset mellem revnerne.



Stenhuggernes mesterværk kommer som en overraskelse på vejen rundt om en fritliggende sandstensklippe. På bagsiden forvandles dens rå former til en udhugget bygning med tre skibe adskilt af søjler og smukt formede rundbuer, som tegner sig klart mod den blå himmel. Ingen kan være i tvivl om at det er en kirke. Taget mangler, og nogle steder mangler der også klippe til murenes øverste del, som man må have gjort færdige med traditionelle byggematerialer. Under gulvet var der kun udhulet nogle få meter af krypten, da arbejdet brat blev indstillet. Et af de ydre kirkeskibe ser også halvfærdigt ud, men det skyldes formodentlig at konstruktørerne stødte på en revne, som gjorde det risikabelt at hugge rummets nederste del ud.


Spaniens mest forbløffende kirke måler 17 gange 10 meter, og det er meget, når man tænker på stenhuggerarbejdets krav til organisation og arbejdskraft. På den anden side kan man også sammenligne med den store moske i Córdoba, som byggedes på samme tid og endte med mere end 23.000 kvadratmeter inden for murene. Det var forholdet mellem to religioner, hvoraf den ene havde dømt den anden til langsomt at sygne hen og dø ud.


Kristendommen var tilladt, men byggeriet af nye kirker var strengt forbudt, og de troende måtte søge langt ud på landet for at vove sig i kast med sådan en opgave. Andre steder har man fundet kirkerum i tilhuggede grotter, men i dette tilfælde kom stenbygningen trodsigt frem i dagens lys. Det er en gåde at bygherrerne valgte den besværlige byggemetode, når der for en gangs skyld ikke var brug for et underjordisk tilflugtssted, men måske havde klippen fået en mystisk betydning for dem.


Kirken formede del af et kloster, hvis bygninger blev jævnet til grunden da Bobastro omsider måtte kapitulere. Derimod kunne emirens soldater intet stille op med den uforgængelige klippekonstruktion. Mere end tusind år senere vidner den om en religion, som havde bidt sig fast på dette ugæstfri sted for at slås for sin overlevelse.



Et kristent fristed

Efter muslimernes invasion i 711 blev Málagas bjerge et fristed for de kristne som flygtede fra udviklingen i byen.


Dhimmier led under et kvælende skattetryk i den nye islamiske stat, først og fremmest en kopskat på retten til at eksistere. Dertil kom en særskat på landbrug. Bønderne blev som følge heraf muslimer de fleste steder, men det bjergrige Málaga var undtagelsen, fordi emirens lange arm ikke nåede ud i de fjerneste kroge.


De kristne flygtede også fra ydmygelserne. Der eksisterer en hårdnakket myte om muslimernes religiøse tolerance i middelalderens Spanien, men man behøver blot slå op i deres egne værker for at se karakteren af denne tolerance. Alle love og bestemmelser tilsigtede at de vantro førte en nedværdigende tilværelse, for således nåede de frem til en erkendelse af deres fejl og tilskyndedes til omvendelse, forklarer historieprofessoren Rafael Sánchez-Saus i bogen ”Al Andalus y la Cruz”.


Muslimer skulle behandles som overordnede. Den kristne havde pligt til at rejse sig, når de trådte ind, og måtte ikke ride på hest i deres nærværelse. Hans hus blev revet delvis ned, hvis det var højere end den muslimske nabos. Hvert trossamfund havde sine egne myndigheder, men når en strid involverede begge samfund, talte muslimens lov, og en kristen vidneforklaring havde ingen værdi for denne lov.


Muslimske mænd kunne gifte sig med kristne kvinder, mens kristne mænd betalte med livet for at gøre kur til en muslimsk kvinde. Emirerne førte en tålmodig og langsigtet politik om undergravning af den kristne befolkningsgruppe, og mens den langsomt svandt ind, kontrolleredes den med hjælp af tilpasningsivrige grever og biskopper, som emiren havde overtaget fra den gamle samfundsstruktur.


Der er aldrig mangel på kollaboratører i et undertrykt folk, og en af de mest skruppelløse var Málagas biskop Hostegesis, hvis embedsførelse udløste en ny bølge af flygtninge i 860’erne. Málaga forvandledes til en næsten rent islamisk by med en lille gruppe af underdanige kristne, mens resten startede en slidsom men fri nybyggertilværelse i bjergene.


Her ulmede det store oprør, men da det brød ud to årtier senere, var det ikke en kristen, som stillede sig i spidsen for det. Det var muladien Umar ibn Hafsun.



Alliancen af de indfødte

Muladierne var de kristne som gik over til islam. Lige efter invasionen var der mange omvendelser af samfundets dårligst stillede, som ikke havde noget at miste ved forsøget, og derefter sivede folk stille og roligt over i bekvemmeligheden. Det var ikke alene praktisk, det var naturligt i et mere og mere orientalsk præget samfund.


Men med tiden begyndte muladierne at føle sig snydt. De fulgte spillereglerne, men blev alligevel behandlet som andenrangsborgere i deres eget land, et stort trin over de kristne, men lige så langt under araberne.


I Umars berømte indkaldelse af oprøret genlyder det dybe had til undertrykkerne:


”I har alt for længe stønnet under åget af en emir, som plyndrer jeres ejendom og læsser uudholdelige byrder over på jer, mens araberne overdænger jer med fornærmelser og behandler jer som slaver,” sagde den unge herremandssøn, som i spidsen for en flok urolige elementer havde grundlagt den nye by Bobastro.


Budskabet sprang fra bjergtop til bjergtop omkring Málaga, og både muladier og kristne sluttede op om ham. Umars store bedrift var at forene de indfødtes grupper. De kristne var normalt tilbageholdende med at gøre aktiv modstand, fordi de i modsætning til muladierne ikke kunne vente barmhjertighed efter et mislykket oprør, men oprørslederens karisme rev dem med.


Modstandskampen bredte sig fra Málaga til naboprovinserne, og i foråret 891 nåede frihedskæmperne helt frem til Córdobas mure. Emiren Abd Allah var fange i sin egen by, og i nogle kritiske dage hang Spaniens fremtid på vippen, indtil Abd Allah trodsede sine generalers råd og vovede sig ud af porten for at tage kampen op. Her viste de professionelle soldater deres overlegenhed over for en dobbelt så stor bondehær.


Oprøret var langt fra knust. Kampen bølgede frem og tilbage i mange år endnu, men Umar kom aldrig lige så tæt på sit mål igen. I 899 mistede han i realiteten ethvert håb, da han besluttede at vende tilbage til sine forfædres tro.


Det er en afgørende og uforklarlig begivenhed i Umars liv. Dåben styrkede sandsynligvis hans magtbase i Málagas bjerge, hvor næsten alle var kristne, men muladierne vendte ryggen til ham. Seks generationer efter invasionen var det religiøse skel blevet vigtigere end følelsen af at tilhøre det samme folk, og muladierne kunne ikke acceptere tanken om at stå under en frafaldens kommando.


Klippekirken er sandsynligvis konstrueret efter Umars dåb, og her begravedes han ved sin død i 917. Sønnerne førte modstandskampen videre i nogle år, indtil en ny og energisk emir (Abd al-Rahman III) tvang dem til at kapitulere.


Borgen på toppen

”Abd al-Rahman besøgte byen, beundrede dens storslåede fæstningsværker, målte med øjnene dens umådelige afgrunde, og han erkendte at intet sted på Jorden kunne sammenlignes med dette i styrke og uindtagelighed. Og han strømmede over af glæde og takkede Allah som havde tilstået ham denne erobring,” fortæller krønikeskriveren Ibn Adari.


For enden af den stejle vej kommer du til Mesa de Villaverde, en flad platform på 56 hektarer, hvor det var lige så nemt at bygge byen som det var at forsvare den bagefter. Bobastro blev faktisk aldrig erobret. Beboerne blev sultet ud, da Abd al-Rahman byggede en række faste garnisoner hele vejen rundt om bjerget. Det var slutningen på en mærkelig opslidningskrig, som Bobastros herskere havde ført i spidsen for flere hundrede bjergfæstninger af samme type. ”I hver utilgængelig klippe skreg en krage, og på alle høje tinder råbte en ged i vildelse,” hed det i arabernes malende sprog. Hvert forår rykkede emirens hær ud for at plyndre og afbrænde markerne under byerne, mens rebellerne så hjælpeløse til. Bagefter rykkede de selv ud under Umars kommando og gjorde gengæld i de områder, som anerkendte emirens autoritet.


Efter Bobastros fald overgav resten af de oprørske byer sig hurtigt, og beboerne blev tvunget ned til lavlandet for at gøre nytte under opsyn af emirens embedsmænd.


Bobastro blev ødelagt så grundigt at byens beliggenhed gik i glemmebogen indtil midten af 1800-tallet. På det tidspunkt var der stadig var en smule ruiner tilbage, men hundrede år senere blev ødelæggelsesarbejdet genoptaget med anlægget af det store vandreservoir til turbinerne nede i El Chorro. Alligevel er der nogle overraskelser tilbage, og så sent som i 2001 opdagede arkæologerne fundamentet til en anden og konventionel kirke få meter fra den lille parkeringsplads, hvor vejen slutter.


Lige ved siden af parkeringspladsen er der noget, som ligner en høj oven på bjerget. Det er de sammensunkne rester af Umars borg. Hestene græsser fredeligt oven på den, og du nyder en fantastisk udsigt til landet neden for de styrtende afgrunde. På klare dage fejer blikket hen over nye bjergtoppe, hele vejen til Sierra Nevada, der var yderste grænse for den gamle oprørers domæne.


En gådefuld personlighed

Umar ibn Hafsun kendes kun gennem sine arabiske fjenders skrifter. Deres mening om ham var naturligvis meget ufordelagtig, men senere har kristne historikere også betragtet ham med mistillid.


Han var høj og slank og muskuløs med bredt bryst. Dristig, beslutsom, hovmodig og stridslysten, trænet i våbenbrug og en første klasses rytter, fremgår det af beskrivelserne. Man får billedet af en frygtindgydende fjende. Som ung flygtede han til Marokko efter at have slået en mand ihjel i slagsmål, men snart vendte han hjem for at starte en regulær røverbande, som han med tiden forsøgte at give en politisk dimension.


Det er dog ikke nemt at gætte, hvilken slags stat Umar havde i tankerne. Statsbegrebet var dengang uløseligt knyttet til religionen, og Umar søgte på skift støtte hos kalifferne i Marokko og Kairouan, som begge var fjender af emiren i al-Andalus. Da han kun fik gode ord ud af sine bestræbelser, prøvede han lige så forgæves at etablere en alliance med den kristne konge i Nordspanien. Netop på dette tidspunkt omvendte han sig til kristendommen, hvilket uundgåeligt måtte så tvivl om hans oprigtighed.


Undersåtterne var utvivlsomt kristne af hjertet, men hvad med deres leder? Abd al-Rahman følte nysgerrighed for spørgsmålet, og under sit ophold i Bobastro lod han Umars grav åbne. Da emiren konstaterede, at hans gamle fjende faktisk var begravet efter kristen skik, på ryggen med foldede hænder, blev hans rester ført til Córdoba og korsfæstet ved flodbredden mellem ligene af to sønner. Når man én gang havde accepteret islam, var der dødsstraf for at falde fra, selvom straffen i dette tilfælde kom efter døden.


Ligene hang der til skræk og advarsel i 14 år, så gik Guadalquivir over sine bredder og rev dem med sig ud i havet.


Egnens hyrder kendte naturligvis klippekirkens uforgængelige rester, men først for 150 år siden kom de lærde forbi det afsides sted, og herefter etableredes sammenhængen med det mystiske Bobastro, man kun kendte fra arabernes gamle skrifter.

13 visninger

Avenida Arias Maldonado, 2
Edificio El Molino, Oficina 5

29601 Marbella, Málaga

T: 952 47 22 48

Copyright © 2019

sk printbroker S.L.U.

All rights reserved.

  • facebook