Naturligvelvære
Dansk iværksætter producerer naturlige hjælpemidler med cannabis og hampeplanter til at forbedre livskvaliteten og skabe balance i kroppen
Af Jesper Sander Pedersen (tekst og fotos)
”Vi stoler på naturen”
(”In nature we trust”)
Med dette dansk-engelsk slogan som udgangspunkt, har den 31-årige dansker Kristoffer Sørensen skabt en succesrig virksomhed på Solkysten. Han er ene-ejer af firmaet ”Cannamor” og sælger kosmetiske produkter med CBD-olier, hudpleje og kosttilskud på deres webshop til kunder i ind- og udlandet.
Kristoffer Sørensen tager mod Solkystens udsendte i firmaets hovedkvarter i Arroyo de la Miel’s industrikvarter. Han viser rundt i det 450 kvadratmeter store lokale med flere kontorer, eget laboratorium, produktionsområde og medarbejderkøkken.

”Vi mangler stadigvæk et stort navneskilt udenfor og en kaffemaskine til receptionen, men det skal nok nå at komme. Vi er jo trods alt i Spanien, hvor hastværk ikke er en nationalsport”, siger Kristoffer på vej hen til sit eget kontor.
Lokalerne var gennem mange år redaktion for den engelske ugeavis ”Euro Weekly News”. Da avisen for to år siden flyttede fra Arroyo de la Miel til Fuengirola, sad Kristoffer og hans medarbejdere krummet sammen i et mindre lokale på den modsatte side af vejen. Så han slog til med det samme og lejede det tidligere bladhus ”Casa de la Prensa” til en overkommelig husleje.
”Vi behøvede først og fremmest plads til at starte vores egenproduktion af helseprodukter op og kunne se andre fordele ved at rykke ind i den tidligere redaktion. Bygningen har den rette størrelse til udvidelser, og opdelingen i mindre områder til de enkelte arbejdsopgaver skaber et godt arbejdsmiljø”, fortæller Kristoffer.
Han tænder for computeren, checker vigtige mails fra leverandører af råvarer med en undskyldende bemærkning og vender tilbage til virkeligheden for at fortsætte beretningen om hans sydspanske eventyr indenfor den alternative helsekost branchen.
”Jeg kommer fra Ålborg og har siden min ungdom været fascineret af terapeutisk brug af cannabis og hampeplanter. Derfor brugte jeg en stor del af min fritid ved siden af mit arbejde som gartner, på at sætte mig grundigt ind i dette komplekse emne og undersøge, hvilket muligheder jeg havde for at skabe en platform til salg af helsekost og creme med CBD baserede produkter”, forklarer Kristoffer om den spæde start.
Døgndrift
Kristoffer er en handlingens mand og flyttede i foråret 2015 til storbyen Alkmaar i Holland sammen med hans daværende forretningspartner. De følgende to år lagde de i fællesskab fundamentet til den nuværende webshop med hovedsæde i Spanien.
Det var en hård fødsel, forsikrer han.
”Jeg arbejdede op til 16 timer hver dag for at skabe en netværk af leverandører af råvarer til naturprodukterne og udbrede kendskabet til vores hjemmeside. Den havde ligesom den nuværende en flot opsætning med masser af information og funktioner, men antallet af besøgende var for lille til at gøre projektet holdbart”, fortæller Kristoffer om de mange søvnløse nætter.
Gennem de sociale medier (Facebook, twitter og Instagram) lancerede de to partnere flere informationskampagner om platformen under navnet Cannamor (Canna = cannabis, (a)mor = kærlighed (red)) Kristoffer pendlede frem og tilbage mellem Holland og Danmark for at tale med danske og udenlandske eksperter og terapeuter indenfor CBD sektoren, mens hans partner stod for andre opgaver i deres fælles projekt.
Langsomt steg antallet af henvendelser og besøgende på deres web.
”Vi aftalte fra den første arbejdsdag at vi ville flytte til Spanien, når der var kommet tilstrækkelig gang i omsætningen til at rykke sydpå. Det tog bare lidt længere tid end hvad vi havde regnet med”, siger Kristoffer med et smil på læben.
Egen hånd
I foråret 2017 rejste Kristoffer fra Schipol lufthavnen i Amsterdam til Málaga. Han havde fået tilstrækkelige indtægter til at skifte de kølige temperaturer i Nordeuropa ud med sydens sol og ville fuldende projektet sammen med hans tidligere partner. Han valgte dog at vende tilbage til Danmark og overlod opgaven til Kristoffer.
”Vi nåede til enighed om at lade mig overtage anpartsselskabet og gennemføre det spanske drømmeprojekt på egen hånd. Jeg er derfor nu eneejer af selskabet, men jeg trækker naturligvis på mine fem medarbejdere til at løse opgaverne i den daglige drift”, siger han.
Han peger på to nye maskiner til produktionen af hudpleje produkter og CBD-olier, i en særskilt del af hovedkvartet.
”Maskinerne ankom for to måneder siden, men vores laborant og biotekniker er nu fortrolige med at skabe de bedste blandinger af creme med naturlige produkter. Det kommer et bredt udvalg af patienter til gode, der alle har behov for naturprodukter til behandling af symptomerne på deres sygdomme, forklarer Kristoffer.

Nyttig information
En gennemgang af webshoppens katalog bekræfter det varierede sortiment af naturprodukter, delt op i fire forskellige hovedkategorier. Cannamor tilbyder fjorten former for kosttilskud, seks forskellige slags CBD-olier, tolv cremer til hudpleje af kroppen og to CBD væsker til e-cigaretter.
De 34 produkter har alle detaljerede varedeklarationer og beskrivelse af deres egenskaber på dansk, spansk eller engelsk.
”Vi lægger stor vægt på at informere kunderne om vores produkter. De har ret til at vide, hvilket produkt der passer bedst til deres individuelle behov og hvilken effekt de har til at begrænse følgerne af specifikke sygdomme som psoriasis, gigt eller humørsvigt. Beskrivelserne giver basisviden til at tage den rette beslutning”, siger Kristoffer.
Han nævner flere eksempler på succesrig brug af cannabis olier til at holde symptomerne på afstand og skabe balance i kroppen.
”Vores nyhedsbrev har både aktuelle tilbud og korte historier om vellykkede resultater ved brug af CBD-olier. De bekræfter, at cannabis og hampeplanter er en gevinst til at skabe større balance og velvære i kroppen”, understreger Kristoffer uden at blande sig yderligere i debatten om brug af cannabis.
”Resultaterne taler for sig selv. Skeptikerne bør være opmærksomme på, hvor positive resultater det giver mennesker i en svær situation. Jeg vil derfor hellere være på forkant og bruge ressourcer på at have tilstrækkelig information på vores web. Det er jo i sidste ende et spørgsmål om tillid”, siger Kristoffer.

Certifikater
Iværksætteren leder konstant efter nye udfordringer. De to seneste bliver snart en realitet. Cannamor har søgt om ISO-certifikat (kvalitetsbevis om materialer, produkter, processer og tjenester) og GMP-certifikat (”Good Manufacturing Practice”) om retningslinjerne for produktion af fødevarer, kosmetiske- og farmaceutiske produkter, helsekost og lægeudstyr.
”Vi lever i begge tilfælde op til disse standardkrav og glæder os til at modtage resolutionen. De vil understrege, at vi gør et godt stykke arbejde med at skabe naturprodukter på de rette præmisser”, konkluderer Kristoffer.