Skal vi have dårlig samvittighed over, hvor godt vi har det?

Min søn på seks år græder, når han mangler en gul legoklods. Dermed kan jeg ikke bruge det til noget, når jeg hører om misbrugte børn, der lever under forfærdelige forhold i et fjernt land...

Af Jesper Grønkjær · Forfatter og foredragsholder,

læs mere om ham på www.tryllestav.dk

Sådan lød min kammerats kommentar til et interview jeg gav på TV2, efter jeg var i Honduras, der, med 20 mord om dagen, betegnes som et af verdens farligste lande. I forbindelse med min sidste bog, interviewede jeg blandt andet børn der er prostituerede, afhængige af narko, hjemløse, deres forældre var blevet myrdet med mere.

Nogle af disse skæbner beskrev jeg kort på TV, hvorefter det strømmede ind med kommentarer. Deriblandt også førnævnte besked fra min kammerat, der åbenbart ikke fandt forholdene for de mellemamerikanske børn vigtige - implicit ud fra devisen, at vi er os selv nærmest, og at andre menneskers problemer må klares i de lande, hvor de opstår.

Han følte sig provokeret ved opfattelsen af, at jeg forsøgte at pådutte ham en snert af dårlig samvittighed over, at leve en relativ sorgløs tilværelse i, hvad der netop var kåret til verdens lykkeligste land.

Han skrev videre: »Jeg kan da ikke fortælle min søn om forholdene for udenlandske børn, for det gør ikke hans problem mindre.«

Jeg har en datter på samme alder som min kammerats søn. Uden at gå i detaljer, har jeg fortalt hende om de mennesker, jeg møder rundt i verden. Det føler jeg faktisk, har gjort hende opmærksom på, hvor privilegeret et liv vi lever i Danmark.

Endvidere har vi en lille aftentradition, hvor vi skal folde hænderne, når jeg putter hende godnat. Ikke for at bede - nej, i stedet for at takke.

Hver aften skal vi takke for tre ting, der er sket i løbet af dagen, for dermed at fokusere på det positive. Det kan være små eller store ting, det bestemmer hun selv.

Den anden aften takkede hun for at:

1. Hendes ven Daniel havde leget med hende.

2. At hun havde lært at fløjte (hvilket er ret fedt når man er seks år, da luften normalt bare fiser ud af munden uden lyd, da hun har tabt begge fortænder)

3. At hun ikke er syrisk krigsflygtning.

Så dagens værdsættelse kan gå fra at have lært at fløjte, til ikke at komme fra et land i krig. Børnetanker er noget af det smukkeste og mest enkle der findes!

Men jeg ved godt, at det kan føles provokerende, når man i Danmark beretter om skæbner i andre verdensdele.

Det vil også være langt nemmere, hvis vi blot kan lukke øjnene og håbe, at det løser sig selv. Så kan vi give hundrede kroner næste gang Danmarks Radio har indsamlingsshow, og dermed have god samvittighed et år mere.

Men til tider kommer virkeligheden så tæt på, at vi nødvendigvis må forholde os til den. Og det kan for nogen mennesker være irriterende. Så er det lige før man sender en klage til byens borgmester, for hvordan skal man kunne gå ned af Strøget og nyde sin franske hotdog, når man skal belemres med synet af en østeuropæisk tigger, der sulten ligger og fryser. Det er jo lige til at miste appetitten over!

Men skal vi have dårlig samvittighed over, hvor godt vi har det?

Nej, bestemt ikke. Vi skal bare være glade. Vi bor i et land, hvor de største problemer er når restauranten har for lidt salt på pomfritterne, når Facebook er langsom eller når butikkerne har udsolgt i deres tilbudsvarer.

Med hensyn til min kammerat, så syntes jeg slet ikke, det er forkert, at drengen græder, når han mangler en gul legoklods.

Dér hvor jeg til gengæld mener, vi har et problem, det er når drengen bliver voksen og stadig græder, når han ikke får, hvad han peger på.

Og til det syntes jeg egentlig godt, man kan bruge andres historie til at sætte tingene og livet generelt i perspektiv.