Vår, vin og vidunderlig natur

AF PIA BRUUN

El Castillo del Castellar er en af de yderst velbevarede bygningsværker fra Middelalderen.

Tag med på denne forårsudflugt til landskaber nordvest for Gibraltar.

Vi kører gennem grønne landskaber til den gamle “Hippie-by” El Castillo de Castellar, der ligger højt oppe på en klippe med en forrygende udsigt.

Fra den ene side kan man se til Gibraltar og på den anden side er der udsyn over vandreservoiret El Embalse de Guadarranque og de høje bjergtoppe i Naturparken Grazalema.

Byen emmer af middelalderhistorie. Vi bliver vist rundt og spiser frokost inde bag fæstningens gamle mure.

Bagefter skal vi besøge en af de største vinproducenter i den sydvestlige del af Málaga provinsen: Nilva som ligger i Manilva. Her har man sat sig for at producere tørre hvidvine – i modsætning til de klassiske, søde Málaga vine!

Historisk grænseområde

Den gamle borg i El Castillo de Castellar er i lighed med flere andre placeret i et grænseområde, hvor alle nabobyerne hedder “de la Frontera” til efternavn.

Det var her kampene mellem kristne og muslimer stod på i flere århundreder, indtil muslimerne blev fordrevet fra den iberiske halvø.

Det gælder for eksempel Jimena de la Frontera, Vejer de la Frontera, Arcos de la Frontera, for nu at nævne nogle af de kendteste.

I 1434 blev området erobret fra de muslimske herskere af Juan de Saavedra og i midten af 1700-tallet underlagt hertugerne af Medinacelis, som Castellar hørte til frem til 1900-tallet, da en del af jorden blev eksproprieret og overdraget beboerne som fælles ejendom.

I 1970 købte Ruiz-Mateos-familiens landsomspændende selskab Rumasa både landejendommen La Almoraima, El Castillo og Medinacelli-klosteret, der var en del af Castellar, og indbyggerne mistede derved deres marker og afgrøder. En stor del af produktionen i området er baseret på kork-egetræer.

Pia Bruun foran indgangen til den gastronomiske forening.

Kan huse hele Sevilla

Hele området er på 16.000 hektar, og der er tale om den største privateejede landejendom i Spanien.

Faktisk er området så stort, at man kan sige, at Castellar Kommune ligger i La Almoraina. Landejendommen optager hele 78 procent af kommunens areal.

Almoraima er så stor at den andalusiske hovedstad Sevilla med sine 141 kvadratkilometer kunne passe ind. Arealet svarer til tyve gange Gibraltars størrelse.

Hvem var Rumasa?

Castellar blev som flere andre landejendomme opkøbt af en af datidens største spekulanter: José María Ruiz-Mateos y Jiménez de Tejada, som stod bag virksomhederne Rumasa og Nueva Rumasa.

Mateos gik over i historien som en af landets mest magtfulde virksomhedsledere men han endte som skurk i en af de største økonomiske skandaler i Spaniens historie.

Ruiz-Mateos nåede dog at blive indehaver af den noble titel ‘Marquis de Olivara’ og havde en overgang en plads i Europa-Parlamentet.

Unik fæstning

Når man går op til den gamle borg kan man ikke undgå at blive imponeret over de gigantiske mure og gamle vagttårne.

Fæstningens uregelmæssige struktur viser, at den havde en defensiv funktion, med en meter tyk ydermur og vinkeltårne, som skulle sikre indbyggerne mod fjender.

Inde i citadellet ligger de smalle gader afgrænset af hvidmalede huse hvis facader er pyntet med bougainvillaer, appelsiner og smukt dekorerede potter – et levn fra 70’er-tallets hippier, som takket været et stort antal håndværkere og kunstnere gav liv og farver til byen.

Unik landsby

El Castillo de Castellar er en af de få spanske landsbyer, der endnu ligger klemt inde bag fæstningens mure. I de fleste andre tilfælde er de gamle mure blevet revet ned for at give plads til byudvikling.

Men sådan gik det ikke her.

Årsagen er formentlig, at fæstningen ligger på toppen af en høj klippe, med stejle skrænter hele vejen rundt og det betyder at der ikke er nogen oplagt mulighed for byudvikling eller effektivt landbrug.

Så inde bag den intakte bymur ligger der stadig en lille by med cirka 200 indbyggere.

De fine små hvide huse er her stadig, men der er ikke mange familier tilbage af de oprindelige indbyggere.

Indbyggerne fordrevet

I forbindelse med en landbrugsreform i slutningen af 1960’erne, blev det besluttet at bygge en helt ny by nede i dalen cirka 12 km. sydøst for den gamle fæstning.

Samtidig blev der anlagt et vandreservoir som skulle forsyne indbyggerne med vand.

Den nye by bestod af murstenshuse med bad og toilet, der blev anlagt brede gader, grønne parker, en skole og en kirke.

De indbyggere der valgte at flytte til byen, fik tilbudt et lille stykke jord eller en mark, så de havde noget at leve af.

Langt hovedparten af de 200 beboere fra den gamle fæstning valgte at flytte ud og det betød at de gamle huse bag fæstningen på toppen af bjerget begyndte at gå i forfald.

Fristet af de smukke omgivelser, nostalgi og udsigten til et frit liv fik mange hippier, især fra Tyskland, til at flytte ind i de tomme huse ved borgen.

Nogle af de gamle hippier, som nu langt oppe i 60’erne, bor her stadig.

De driver en restaurant, en bar eller en lille butik, arbejder som kunstnere eller er flygtet fra Costa del Sols masseturisme.

Hvem bor her?

I Castellar kan man endnu spotte Spaniens eks-socialistiske regeringsleder Felipe González eller en af hans sønner, David, som er kunstmaler.

I 1999 fik González fra det socialistiske bystyre i Castellar en ’fri bolig’ i numrene 5 og 7 i Calle Alta som tak for regeringens eksproprieringer af Rumasa og nationalisering af La Almoraima og omkringliggende områder i starten af 1980’erne.

Men der er også andre kendte bohemer, såsom musikeren Ignacio Polavieja, og afdøde Alfred Ratford, der forlod sit job som Coca-Cola-topchef i Latinamerika for at skrive digte bag fætstningens tykke mure.

Men der har også været danske kunstnere i byen.

Fantastisk udsigt over dalen og Gibraltar

Rundvisning bag murene

Vi bliver sat af ved indgangen til den gamle borg, hvor vi bliver modtaget af engelske Kaja, der selv hører blandt de lokale i byen.

Hun fører os rundt i de smalle snoede gader og fortæller om livet inde bag murene.

Men vi hører også om byens historie, korkproduktion, naturparken og turismen i området.

Spis og betal hvad du vil

Efter rundvisningen er der frokost. Vi besøger et helt specielt sted, La Asociación sitio de Stevie Jameson.

Bag det lange navn gemmer sig en lige så lang historie om en brite, der kom til Fuengirola i starten af 1980’erne, hvor han i flere år arbejdede som kok i restauranten hos tennisklubben Lew Hoad og senere drev bar og restaurant i Urbanización Los Naranjos i Mijas.

Men efterhånden som Solkysten forvandlede sig til skyskrabere og derved mistede en del af sin oprindelige charme blev Stevie overtalt til at rykke teltpælene op og flytte til nye omgivelser i El Castillo de Castellar.

Her driver han en gastronomisk forening, som holder til bag de tykke mure i et af de gamle huse, der vender ud mod bjergene og vandreservoiret.

Her er der frokostpause. Deltagerne bestiller selv hvad de har lyst til, og betaler hvad de mener er rimeligt!

Come-back

Et boom indenfor land- og kulturturismen betød af ejerne af de gamle huse pludselig fik øje for en ekstra indtægt, og når man i dag går rundt i gaderne, kan man se, at der er et stort antal ‘Casa Rurales’ til leje.

Også Stevie fik øjnene op for en ændring i turismen, som i højere grad har fokus på specielle oplevelser.

Det betyder at der hver weekend er en lang kø af turister både indenfor og udenfor borgen.

I området findes et utal af vandrestier, og indenfor murene oser de gamle gader af charme.

Stevies gastronomiske forening tilbyder let frokost til besøgende. Der er ikke meget plads i den lille restaurant, som dog også har en fin indretning med borde og stole oppe på øverste etage.

Og når vejret er til det, kan man sidde ude på terrassen og nyde den fantastiske udsigt.

Vin i Manilva

Efter besøget i Castellar skal vi til den lille by Manilva, der ligger i udkanten Málaga provinsen.

Her finder vi et højst usædvanligt vin-projekt kaldet Nilva, skabt af spanieren Argimiro Martínez Moreno.

For Argimiro er vin hans helt store passion og han er den første til at vise verden, at der kan produceres tør hvidvin i Málaga - i modsætning til den søde vin, som ellers produceres af de fleste andre bodegaer.

Men Argimiro har også en anden passion og det er hans indsats for at bevare vinmarkerne i området.

Ellers frygter han at de forsvinder til fordel for spekulation og bebyggelse.

Argimiro Martínez Moreno viser os rundt i Manilvas lokale vinverden

Et at hans projekter går ud på at man kan adoptere en vin plante og derved være med til at bevare vinmarkerne i området.

De vine, der produceres hos Nilva, vinder stadigt stigende anerkendelse på både nationalt og internationalt plan.

Under besøget i Manilva skal vi se et interesant vinmuseum samt Nilvas produktionsfaciliteter, som giver et fint et unikt indblik i fremstillingen af vine.

Vi slutter af i hans naturskønne vinmarker hvor vinene smages til lidt tapas.

Vinen kan købes med hjem.